ARTIKLER

tor, 11 jan 2018

122.000 børn har et alkoholproblem

Kampagne skal få flere i behandling - hjælpen skal frem i lyset.

Når far eller mor drikker, er det ikke bare de voksne, der har et alkoholproblem – det er i smertelig grad også børnene, selv om mange er gode til at skjule det for deres omgivelser. Sundhedsstyrelsen anslår, at 122.000 børn og unge under 18 år fra alle sociale lag vokser op i et hjem, hvor far eller mor – eller begge – drikker for meget.

Mens det tidligere kun var den drikkende, der kunne få gratis, anonym og skræddersyet behandling og familieterapi i kommunalt regi, så er der i dag mulighed for støtte og samtaleterapi til børn - også selv om mor eller far endnu ikke har erkendt deres alkoholproblem. Desuden er der via satspuljemidler startet en række nye, gratis tilbud om terapi til børn og unge i alkoholfamilier – men i mange kommuner er der ledig kapacitet – måske fordi flere kommuner har dårlig eller mangelfuld oplysning om disse behandlingstilbud. Alkohol & Samfund og TrygFonden iværksætter derfor pr. 11. januar 2018 den første landsdækkende oplysningskampagne der – ud over at opfordre borgere med alkoholproblemer til at opsøge kommunernes behandlingstilbud - gør opmærksom på de gratis muligheder for terapi til børn og unge i alkoholfamilier. På kampagnens hjemmeside, www.hope.dk får lærere, frontpersonale og andre fagpersoner desuden konkrete råd til at tage den vigtige samtale med et barn – og barnets forældre – hvis der er mistanke om alkoholproblemer i familien. Foreløbigt deltager 70 kommuner i kampagnen med events, faglige arrangementer o.lign. I anledning af kampagnen har Alkohol & Samfund udarbejdet guidelines til landets kommuner om bedre oplysning om behandlingstilbud til børn og unge i alkoholfamilier, så det fremover bliver nemmere at finde informationer om tilbuddene. På www.hope.dk kan man fra 11. januar også se Danmarkspremieren på den nye kortfilm ”Næste stop” med Ann Eleonora Jørgensen i hovedrollen som en mor med et alkoholproblem, der gennem alkoholtågerne skal arrangere sin datters gymnasie-afslutningsfest. https://youtu.be/nVWqziT_htM

Hemmeligheder, løgne og skader for livet

”Tusindvis af børn i dagens Danmark betaler en høj pris, når en eller begge forældre drikker. Og det kan have konsekvenser langt ind i voksenlivet Undersøgelser viser, at børn der har en far eller mor med et alkoholproblem, har 2,5 gange større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling og cirka dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord. Børn i alkoholfamilier har desuden større risiko for selv at udvikle et alkoholmisbrug,” siger Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund. Han fortsætter: ”Det høje antal børn, der skal leve med forældrenes alkoholproblemer, står i skærende kontrast til den ledige kapacitet, når det gælder behandling, terapi og støtte i kommunerne til både voksne, der drikker for meget, voksne pårørende og børn og unge i alkoholfamilier. Vi håber derfor, at vores kampagnematerialer vil blive brugt af så mange kommuner som muligt til at oplyse om de nye behandlings- og terapitilbud.” Peter Konow understreger, at personer med alkoholproblemer ligesom alle andre forældre, vil deres børn det bedste. Men når man er afhængig af alkohol, kommer flasken ofte i først række. I den situation tyr mange børn til hemmeligheder og løgne for at holde familiens alkoholproblemer skjult for omverdenen – af skam og frygt for hvad der sker, hvis sandheden kommer frem. Nogle af børnene bliver voksne før tid, nogle bliver slået eller psykisk mishandlet, nogle falder fra i skolen og nogle begynder selv at drikke i en tidlig alder - mens andre holder facaden og bliver 12-tals studenter. Men fælles for dem er, at de har brug for støtte og terapi. Børne- og Socialministeriet uddelte i 2016 264 millioner kroner til opstart af nye terapitilbud til børn og unge under 25 år i familier med stof- og alkoholmisbrug. Der er sidenhen startet mere end 20 nye terapitilbud op, og der er ledig kapacitet i alle de nye tilbud – hvilket ifølge Peter Konow tyder på for lille kendskab til tilbuddene. På kampagnens hjemmeside, www.hope.dk, er der derfor en oversigt over de i alt 60 specialiserede tilbud til børn og unge. Du kan også søge professionel hjælp hos en psykolog eller psykoterapeut.