MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 17 dec 2014

17-årigt multitalent brænder for musikken

Efterskolen som springbræt til musikkarriere.

Tekst: Mathias Lind Hansen. Mads Koefoed har lagt fundamentet for en karriere i musikkens verden. Han vandt DM i sangskrivning for efterskolerne i 2013 og har siden skrevet kontrakt med producerteamet Medley Studios og White Horse Music. Mads gik på Den Rytmiske Efterskole i Båring og studerer i dag på 2.g ved Haderslev Katedralskole. Vi har gravet i dybden med Mads’ musikalske passion i en række spørgsmål. Hvornår begyndte din interesse for musik? Jeg har altid haft en interesse for musik. Det har stort set været på samme plan som nu. Jeg har bare ikke realisereret det så meget som nu. Hvor meget har efterskolelivet bidraget til din musikalske udvikling? Efterskolen var helt klart mit springbræt. Her startede jeg tidligt, specielt med min interesse for sang. Mads er i den tidlige fase af sin karriere, men har allerede spillet på Late Night i København på Nørrebro Teater samt været på tour med Stine Bramsen. Hvordan var det at være på tour med Stine Bramsen? Det var mine første betalte koncerter. Jeg kunne mærke et øget fokus, samtidig med at der blev krævet mere af mig. Her fik jeg lov til at spille på de store spillesteder, og hele denne oplevelse var ”noget af det fedeste”. Hvad inspirerer dig til din musik? Det, der driver mig allermest, er min evne til at overtænke alting. Jeg tænker i baner, der fører mig langt ud i alle mulige retninger, hvilket gør, at jeg kan tænke over det i timevis. Jeg er kæmpe fan af kunstnere som Ed Sheeran, Jack Johnson og Damien Rice, som inspirerer mig til at få min egen musik ud. Hvordan vil du beskrive din stil/genre? Jeg har super mange sange, som alle sammen er forskellige. Nogle gange fokuserer jeg mere på singer/songwriter og den akustiske stil. Andre gange kan jeg godt lide, at det bliver mere funk inspireret, og der er mere gang i den. Hvad er det næste skridt og din vision med musikken? Jeg arbejder på flere singler. Jeg fokuserer samtidig også på gymnasiet. Jeg vil dog rigtig gerne kunne leve af musikken. Det er det eneste, jeg duer til, og det eneste jeg brænder for. Mads Koefoed elsker at lave musik, og han vil fortsætte med at udfolde sin kreativitet. Fremtiden ser i hvert fald lys ud for den unge musiker, som skaber en ærlighed og dybde i sine tekster, man ikke finder mange andre steder. Du kan finde Mads Koefoed’s debut-ep af samme navn, der udkom den 24. november på Spotify og iTunes, som er en opvarmer til debut-albummet, der forventes at kunne høres i 2015.