Pernille Rosendahl: Ikke så meget pis!

PERNILLE ROSENDAHL fra rock-bandet THE STORM lever i stormens øje som evig genstand for anmeldernes luner. Snart har hele Danmark også en holdning til hende som dommer i X FACTOR. Men PERNILLE ROSENDAHL tager det hele med ophøjet ro. For hun har sig selv med i alle projekterne.

(Artiklen er fra TJECK december 2009)

Foto: Hanne Paludan Kristensen

Foto: Hanne Paludan Kristensen

Den smukke, spinkle kvinde med den store stemme, Pernille Rosendahl, har i snart et årti været en del af danskernes rock-bevidsthed. Først som den karismatiske sangerinde i succes-historien Swan Lee og siden som sort rock chick ved siden af kæresten Johan Wohlert i The Storm.

The Storms debut fra 2008, ”Where The Storm Meets The Ground”, fik en hård modtagelse i pressen. Anmeldelserne pillede albummet og bandet fra hinanden med mere eller mindre usaglig og personlig kritik. Men Pernille Rosendahl og The Storm er kommet stærkt tilbage og giver anmelderne svar på tiltale med albummet ”Black Luck”.

 

Kamp-album

Fra nedturen med debuten har opfølgeren ”Black Luck” fået gode anmeldelser, og bandet selv er yderst tilfreds med arbejds- og produktions-processen.

- Når man laver musik, lægger man det ud til offentligt skue. Og anmeldernes vurdering er jo en del af det. For os har ”Black Luck” været en fantastisk plade at lave, fordi processen var en diametral modsætning til første gang, fortæller Pernille.

Musikalsk er The Storm gået i en tungere og mere umiddelbar retning end på debuten. Der er sågar klokkeklare metal-riffs hist og her på pladen. Og producer på pladen er Mr. Metal, Jacob Hansen.

- Stilen er hårdere og mere ”to the point”. Jeg vil ikke gå så langt som at kalde det metal. Men vi har jo valgt en metal-producer, så selvfølgelig er der elementer i hans lyd, som er metalliske. Men jeg synes, at det er rock ’n’ roll, siger Pernille.

Kendetegnende for The Storm er den catchy pop-melodi på trods af den hårde indpakning.

- Sangene er jo grundlæggende popsange. Jeg bliver nødt til at have nogle stærke melodier at holde fast i, fortæller Pernille.

Hvis man kender lidt til Pernilles tekst-univers, ved man, at kærlighed oftest er omdrejningspunktet. Det er dog ikke tilfældet på ”Black Luck”. Mange af Pernilles tekster kan derimod opfattes som kommentarer til anmelderne og den modgang, The Storm mødte med ”Where The Storm Meets The Ground”.

- Den første The Storm-plade handlede om at møde den store kærlighed. ”Black Luck” handler om at finde sin indre kampgejst frem. Ja, det er en kamp-plade! Jeg prøver at beskrive, at man enten kan lægge sig ned og dø, eller rejse sig op igen når man møder modgang. Teksterne handler om, at man ikke skal give op, understreger Pernille.  

  

Kunstneren Pernille

Pernille Rosendahl og hendes kunstneriske udtryk – musikalsk og visuelt – har ændret sig gennem årene. Fra elveragtig pige i designertøj i Swan Lee til rå sortklædt rockchik i The Storm.

- For mig har transformationen egentlig ikke været så stor. Den er sket over de sidste fem år. I de sidste år med Swan Lee sørgede jeg for, at vi altid spillede Metallica-covers, når vi var ude at spille. For jeg har altid haft en stor forkærlighed for den hårde rock.

- Men uanset, hvor jeg og vi kommer til at bevæge os hen rent musikalsk, vil sangskrivningen og den stærke popmelodi altid være den røde tråd. Og så kan indpakningen være forskellig. I Swan Lee ville jeg gerne have, at musikken skulle være mere rocket. Men det var der ikke mulighed for i den konstellation, fortæller Pernille.                                                                              

Er pynten blevet pillet af musikken – og af dig?

- Ja. Måske er det i kraft af, at man bliver ældre. Man gider ikke så meget pis, griner Pernille.

Vil The Storm gide endnu mindre pis i fremtiden? Hvis der en fremtid? Mange troede måske, at The Storm var et projekt-band…

- Vi har bevist ved at komme med en hurtig opfølger, at vi er kommet for at blive. Det var ikke for sjovt, at vi lavede The Storm, siger Pernille og fortsætter:

- I vores tidligere orkestre (Swan Lee og Mew, red.) var vi mange mennesker om at bestemme. Her er vi kun to, og der er meget klar rollefordeling, så alt ikke skal diskuteres i plenum. Johan er kapelmester og står for sangene. Jeg skriver teksterne.

- Vi snakker rigtigt meget om, hvor vi skal bevæge os hen. På næste plade vil vi gerne have stilen endnu mere melodisk, end den er nu, slutter Pernille.

 

Pernille Rosendahl

  • 37 år
  • Kæreste med The Storm-band-mate Johan Wohlert. Sammen har de sønnen Tristan på tre år.
  • Debuterede i 1997 med ep’en, ”Dream Away”, som hun lavede sammen med ex-kæresten Tim Christensen.
  • Dannede i 2001 bandet Swan Lee, som udgav albummene ”Enter” (2001) og ”Swan Lee” (
  • 2004), før det blev opløst i 2005.
  • Dannede i 2006 The Storm sammen med Johan Wohlert (ex-Mew)
  • Udgav debut-albummet ”Where The Storm Meets The Ground” i 2008. Albummet blev modtaget dårligt af kritikerne, der flere steder var direkte ondskabsfulde og personlige i deres anmeldelser.
  • Medvirkede på Volbeats nummer ”Mary Ann’s Plade i 2008.
  • Udgav i oktober 2009 ”Black Luck” med The Storm.

 

10 hurtige til Pernille Rosendahl

 Modemagasin eller digtsamling? Begge dele

  • Familiehygge eller bytur? Familiehygge, helt klart
  • Sushi eller burger? Sushi
  • Country eller heavy metal? Begge dele i skøn forening
  • Lak eller læder? Læder
  • The Cardigans eller Slayer? I en perfekt verden var de et mix, ha ha.
  • Highstreet- eller designertøj? Ingen af delene
  • Stiletter eller flade støvler? Flade støvler
  • Gyser eller komedie? Gyser
  • Slipse-fyr eller nørd? Nørd, ha ha

Kristina Abildgaard Köksal

 Læs næste side: Pernille har X factor

 

Sider: 1 2 3

Tags: , , , , , , , , , , , , ,


Del på:

SKRIV EN KOMMENTAR

FLERE ARTIKLER:
MEST SETE PÅ TJECKTV
TJECK E-MAG
WEB-POLL
  • Hvad synes du om filmen Inception?

    • Jeg har ikke set den (45%
    • Den er fed, og jeg forstår den 100 procent (34%
    • Jeg er ikke sikker på, jeg forstår den, men den er fed alligevel (14%
    • Lortefilm! (7%

    Loading ... Loading ...
NYESTE KOMMENTARER
POPULÆRE ARTIKLER