Håndboldlandsholdets 22-årige bomber MIKKEL HANSEN er klar til at dele øretæver ud, når Danmark skal kæmpe om EM-guld.

(Artiklen er fra TJECK januar 2010)
Mikkel Hansen fik en kometkarriere, da han brød igennem som ungt håndboldtalent i fynske GOG og på landsholdet. Det blev storklubben F.C. Barcelona, der sikrede sig den danske hugger, der også har lært at spille med musklerne i forsvaret.
Hvad er den største forskel på ungdoms- og seniorhåndbold?
- Hårdheden. Jeg kom selv et år for tidligt op som yngling, og der blev gået til den, selv om det kun var 2. division. Der blev i hvert fald delt slag ud, og jeg fik på munden.
Er det nødvendigt at kunne dele håndmadder ud?
- Der er ingen tvivl om, at du er nødt til at gå hårdt til den, ellers bliver der kørt rundt med dig hele tiden. Der står meget respekt om de bedste i verden, og det har de opnået ved at dele en masse ud. Jeg spiller også selv lige til stregen. Det handler om at signalere, at hvis du kommer ind her, så får du på munden.
Er håndbold en brutal sport?
- Det synes jeg ikke, men der er da nogen, der tjener deres penge på at slå folk ned. Hvis man kan vinde på dét, så gør man det.
Kan du selv nogen små svinske tricks?
- Man skal kunne lidt af hvert. Det gælder om at være god til at skjule det.
Har du været nødt til at tage på i vægt?
- Ja, det har jeg helt sikkert. Det er halvsvært, hvis man starter på 90 kilo, og de andre vejer 100 i snit. Der er ingen tvivl om, at det er lettere, når man har den rigtige kampvægt.
Hvordan er det at spille i Barcelona?
- Vi bliver forkælet meget. Vi flyver til kampene, hvor de andre hold kører i bus op til 12 timer. Der er styr på tingene, og vi er sikre på at få vores løn.
Har du set fodboldholdet spille?
- Ja, vi kan købe billetter igennem klubben. Jeg var inde og se dem mod Real Madrid, hvor der var en utrolig intens stemning.
Kender du nogle af fodboldspillerne?
- Nej, jeg har kun hilst på nogle af dem. Vi mødes en gang om året til noget juletamtam, hvor vi får lidt mad, og præsidenten holder en tale.
Hvordan er jeres popularitet i forhold til fodboldspillerne?
- Den er lig nul, og det er helt perfekt. De ser lidt pressede ud, og det må være et helvede. En dag jeg skulle hjem efter træning, kørte vi ved siden af Messi. Pludselig blev håndbremsen trukket i bilen foran ham, hvorefter chaufføren stod ud og bad om en autograf. Messi skrev bare en autograf og kørte videre, men jeg er meget tilfreds med, at vi ikke får den slags opmærksomhed.
Bliver du genkendt i Barcelona?
- Nej, kun hvis der er danskere.
Mikkel Hansen
22 år
Født i Helsingør
Spiller i F.C. Barcelona
Position: Venstre back
Højde: 195 cm
Vægt: 95 kilo
Landskampe: 33
Mål: 113
Vandt EM-guld i 2008
Se næste side: Mikkel Hansen giver sit bud på Danmarks placering ved EM i Østrig og afslører, hvem af landsholdskammeraterne, der er den sjoveste, og hvem der er den mest provokerende.
Sider: 1 2
Tags: Barcelona, EM, håndbold, Kasper Hvidt, Kasper Søndergaard, Lady GaGa, Lars Christiansen, Lionel Messi, Mikkel Hansen






