Edge of Darkness
“Edge of Darkness” er en dyster thriller med Mel Gibson i hovedrollen som den enlige familiefar Thomas Craven, der er kriminalbetjent i drabsafdelingen i Boston.
Hans 24-årige datter Emma bliver skudt ned af ukendte gerningsmænd foran hans hus. Tragedien sender ham ind i et nervepirrende og uforudsigeligt mysterium.
Craven søger svaret på, hvem målet for drabsmændene var – ham selv eller datteren? Alle omkring ham er stensikre på, at han har været målet hele tiden. Hans medarbejdere fraråder ham at lede efterforskningen alene, men han fortsætter, til alle kort er vendt i spillet.
Efterhånden finder han ud af, hvad datterens arbejde egentlig gik ud på, og han stifter bekendtskab med korruption, atomvåben og flere drabssager uden ende på kriminaliteten. Han møder den manipulerende og kyniske forretningsmand, Darius Jedburgh, der konstant modarbejder Craven i håbet om ikke at få lækket oplysninger om drabet på Emma.
Mel Gibsons karakter i filmen minder om ”Ransom” (”Løsepenge”) fra 1996, hvor han skal redde sin kidnappede søn. Gibsons skuespil er troværdigt, og han udfører rollen i bedste stil med en god blanding af mystik, heltemod og god karma.
Han kan dog ikke redde ”Edge of Darkness” fra at være en middelmådig og klichéagtig action-thriller, selv om den indeholder et spændende klimaks.
Plottet i filmen er hverken fængende eller nyskabende, men blot endnu et eksempel på en filminstruktør, der vælger at producere en film, som demonstrerer virkelighedens korruption og kapitalisme.
Shireen Laftah






