Månedens spil: Left 4 dead 2
Større, mere krævende og mere intenst.
”Left 4 Dead 2” byder på zombieaction for skillingen! Er du den enlige ulv i spilverdenen, er denne titel nok ikke for dig, men er du til samarbejde for overlevelsens skyld, er du på rette vej.
”Left 4 Dead”-spillene har fokus på teamwork – os imod dem. I denne fortsættelse intensiveres samarbejdet gennem dialog og rollefordeling. For sololøberen bliver ædt i dette spil! Plottet er mere eller mindre det samme som i forgængeren: du tilhører en lille gruppe af overlevende efter en underlig hændelse, som har forvandlet stort set alle levende mennesker til zombier – nu skal I samarbejde for at slippe væk.
Man har valget mellem fire forskellige karakterer, og man skal afgøre, hvem der er den bedste skytte, og hvem det er bedst at overlade healingen til. Dernæst bliver man smidt for hundene – eller zombierne. Denne gang findes der flere og større baner end tidligere, og oplevelsen er forskellig hver gang, man spiller en bane, fordi zombieangrebene er programmeret til at variere. Dermed kan du ikke være sikker på, at zombierne angriber det samme sted som sidste gang, du spillede. Så kommunikation med dine medspillere er et nøgleord her. Hvem er såret og har brug for healing, hvem er ved at løbe tør for ammo, og hvorfra kommer zombierne denne gang.
I ”Left 4 Dead 2” er der inkluderet en ”Versus”-mulighed fra starten af. Det betyder, at man kan gå online og spille mod andre teams. Et team styrer de store frygtindgydende boss-zombier mod et team af mennesker. Det er her, at spillet for alvor bliver underholdende.
Og jo, man kan godt spille singleplayer, hvor de øvrige teammates styres af computeren, men det er multiplayerdelen, der er i fokus. Så fat headsettet og mød andre zombie-fans derude i dette smukke og stemningsfulde actionspil, hvor kommunikation og ammunition er kongen og dronningen.
Kasper Nesager-Hansen







