The Lovely Bones
”The Lovely Bones” er baseret på Alice Sebolds anmelderroste roman af samme titel.
Vi møder familien Salmon og hovedpersonen, den 14-årige Susie Salmon (Saoirse Ronan). En dag på vej hjem fra skole bliver Susie myrdet. Mordet sker i et ellers meget idyllisk og fredeligt kvarter, hvor hun levede med sine to søskende og forældrene Jack og Abigail (Mark Wahlberg og Rachel Weisz).
Susie fortæller sin historie fra himlen, mens hun følger med i familiens og politiets ihærdige eftersøgning på sit lig. Det går op for hende, at hendes morder prøver at slette alle spor, og der lurer flere hemmeligheder under overfladen.
Susie har svært ved at give slip på livet. På trods af at hun ikke er fysisk til stede, mærker hun, hvor savnet og elsket hun er på jorden.
”The Lovely Bones” er en tankevækkende film om livet efter døden. Den tager biografgængerne med på en rejse, hvor døden virker mere sørgelig end skræmmende.
Med film som District 9, King Kong og Ringenes Herre-trilogien har instruktøren Peter Jackson gang på gang vist, at han mestrer det eventyrlige. Her bevæger han sig over i mere realistisk kategori, men det afholder ham bestemt ikke fra at være eventyrlig.
Har man let til tårer, bør man være forberedt på stærke følelser. De fleste vil blive berørt af den ærlige måde, hvorpå filmen fortæller, at mord kan forekomme de mest tilfældige steder i livet.
Shireen Laftah






