En rygskade ødelagde NANNA ØLAND FABRICIUS’ drøm om at blive balletstjerne. Nu laver hun i stedet musik med stor succes under navnet OH LAND.

Nanna Øland Fabricius. Foto: Hanne Paludan Kristensen

(Artiklen er fra TJECK marts 2010)

- Når jeg kiggede mig selv i spejlet, så jeg ikke mig. Jeg så en danser. Jeg følte, at det var dans, jeg var skabt til. Og jeg har fem dagbøger derhjemme, hvor der næsten ikke står andet end dans.

24-årige Nanna Øland Fabricius, der i dag under navnet Oh Land er succesfuld elektronisk musiker, tænker tilbage på sine teenage- og barneår, hvor balletten var hele hendes liv.

Men hendes drøm om at blive professionel balletstjerne blev knust eftertrykkeligt, da hun som 18-årig fik lægernes dom. Ryggen var så ødelagt, at dansen måtte droppes. Nanna havde gennem længere tid overhørt kroppens faresignaler og fyldt sig med gigtmedicin for at holde smerterne ud, når hun dansede. Men nu var det endegyldigt slut.

- Jeg blev meget vred. Jeg havde aldrig før oplevet, at jeg var fysisk forhindret i at gøre det, jeg gerne ville. Samtidig tænkte jeg, at det var dybt uretfærdigt. Hvorfor mig? Hvad havde jeg gjort? Dansen blev taget fra mig, og det var det eneste, jeg ville med mit liv, fortæller Nanna.

Det tog hende flere år at bearbejde sorgen, vreden og frustrationen over den knuste drøm.  

- Det var 10 års opsparede ambitioner, kærlighed og drømme, der lige pludselig endte. Og det var ikke bare sådan noget med, at jeg lå og græd over det i en uge, og så var det det. Det var som en sort sky, der hang over mig i to år, fra jeg var 18 til 20 år.

Hvem er Nanna

Hvad lavede du i de to år?

- Det er en meget mørk periode i mit liv, som jeg faktisk har svært ved at huske tydeligt. Jeg havde jo troet, jeg var skabt til at danse, så det var vildt mærkeligt at finde ud af, at det var jeg ikke. Men hvad var jeg så? Jeg skulle finde ud af, hvem jeg var som person, når jeg ikke dansede.

- Så jeg fik job på en café et halvt års tid. Jeg havde brug for at lave noget, der ikke var kreativt. Her handlede det om at lave en kop kaffe til kunderne og så hjem og slappe af. Det var nødvendigt at finde ud af, hvem jeg var, når jeg ikke lavede noget kreativt. Hvad var mine kvaliteter?

- Det var en form for terapi. Det der med at have et helt normalt arbejde med normale arbejdstider. Og ikke noget med at skulle realisere sig selv.

- Og så fandt jeg ud af, at mine venner faktisk godt kunne lide mig, selvom jeg ikke kunne danse. Og min familie elskede mig også stadigvæk. Jeg fandt ud af, at jeg var meget mere, end jeg troede, jeg var.

- Jeg havde troet, at folk omkring mig værdsatte mig for dygtighed. Men det var de faktisk ligeglade med. De vidste godt, jeg var dygtig til at danse, og de syntes, det var fint for mig, men det var ikke det, de vurderede mig på. De satte mere pris på mig for menneskelige kvaliteter som at være kærlig eller sjov. Og det var meget befriende for mig at opdage.

Man er ikke ”skabt” til noget

Nanna Øland Fabricius. Foto: Hanne Paludan Kristensen

I dag er Nanna Øland Fabricius godt tilfreds med, at hun fik den rygskade, der betød, at hun måtte leve livet på en anden måde, end hun havde forestillet sig.

- Det er fantastisk at se tilbage på den tid nu. Jeg fandt ud af, at jeg ikke var skabt til dans, og at man faktisk ikke er ”skabt” til noget. Man gør de ting, man vælger at gøre.

Musikken blev den vej, Nanna valgte, da de to års mørke havde givet plads til lyset igen, og danseskuffelsen var kommet på afstand.

- Jeg har et helt nyt liv nu. Med musikken laver jeg noget, der er meget mere tro mod mig som person, end dansen var. Jeg ville ikke bytte det, jeg laver nu, med noget som helst i verden.

Nanna sammenligner skiftet fra dansen til musikken med forelskelse.

- Når en forelskelse går i stykker, tænker man jo også, ”jeg bliver aaaaldrig forelsket igen”. Men det gør man jo.

Sider: 1 2 3

Tags: ballet, balletdanser, dans, elektronisk musik, Fauna, kiks, kærlighed, musiker, Nanna Øland Fabricius, New York, Oh Land, Sony, velcro

SKRIV EN KOMMENTAR