MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 25 apr 2016

Kæreste viser ikke følelser

Kvinde på 22 år fra Bornholm 

Jeg har et ret stort problem med min kæreste: han viser næsten ikke følelser og er helt neutral, når han er vred eller ked af det. I starten synes jeg, det var godt, men nu er det som om jeg bare snakker til en væg, når vi diskuterer, fordi jeg er den eneste, der fortæller om mine følelser. Jeg har sagt, at han kan stole på mig og bare sige sin mening, men han er helt tavs med et udtryk i ansigtet, jeg ikke ved hvad betyder. Kan jeg på nogen måde få ham til at åbne op overfor mig? 

LÆS OGSÅ: "Føler han det samme som mig?"

Svar: 

En start kan være at snakke med ham om dine overvejelser? Du kan prøve at fortælle ham, at du ikke kan aflæse hans følelser og fortælle ham, hvad det gør ved dig. Omvendt må du også respektere din kæreste som han er. Måske ved han ikke hvordan, man snakker om følelser? Måske føler han ikke behov for det? Eller måske har han svært ved at sætte ord på? Eller også vil han slet ikke snakke om følelser, og hvad gør du så? Det er meget forskelligt, hvor meget man har brug for at snakke om, hvad man føler. Hvis man fx er vokset op i en familie, hvor man ikke snakker så meget om følelser, kan det være meget svært pludselig at skulle sætte ord på. Det kan være noget man lige skal lære. Snakker din kæreste om følelser med sin familie eller sine venner? Uanset hvad er det altid godt at være tålmodig. Ændringer sker sjældent over natten, så hvis du gerne vil have din kæreste til at være mere åben og snakke om følelser, skal du måske indstille dig på, at det kan tage tid? Det kan også være, at det er en snak I skal have mange gange.  Sexbrevkassen er et samarbejde mellem Sexlinien.dk og TJECK Magazine. Hvis du har brug for at snakke med nogen om det (som ikke er dine forældre, lærere eller andre du stoler på), kan du ringe til os på Sexlinien på 70202266 på hverdage mellem 15-17 eller skrive på chatten mandag-torsdag fra 17-19