MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 25 maj 2015

3 ferier på budget

Den festlige, den romantiske og den historiske 3 forslag til lavbudgetferier

Ferietiden er fed – og den behøver ikke være dyr. Hvis du søger andre steder end de allermest oplagte, kan du komme rigtig langt for din SU

Tekst: Marie Enevoldsen

Den festlige

Er du allermest til fest, farver og en ferie med alle vennerne, bør du overveje at leje et sommerhus i… Danmark! Det lyder måske ikke så eksotisk, men du kan jo lade være med at vælge et hus i nabobyen. Hvis du tilmed kan leve med, at stranden er en god cykeltur væk, kan du slippe virkelig billigt – især i Nordjylland og Midtjylland. Priser Rejsen: Hvis du virkelig skal spare, kan du jo cykle derhen og gøre det til en del af turen, men ellers kan du jo altid tjekke DSB’s tilbud på Orange billetter. Overnatning: Selv i højsæsonen, kan du finde lækre sommerhuse med plads til alle dine venner for kun 2-3.000 kroner for en uge. Når I deler udgiften, er det ikke spor slemt. Mad: Vælg grillpølse eller ribeye alt efter budget Øl: Der ligger sikkert en Netto eller Lidl i nærheden, så øl koster et par kroner stykket.

Den romantiske

Drømmer du om storbyferie, kan du med fordel kigge på andre byer end de allermest populære. I en af Europas ældste hovedstæder, Lissabon, kan du få romantisk feriestemning, der minder om den i Paris, men som koster langt mindre. Priser Fly: Hold øje med Norwegian – de har jævnligt gode tilbud på flybilletter til Lissabon. Ind imellem koster en returbillet kun nogle få hundrede kroner. Overnatning: Et dobbeltværelse koster i snit 450 kroner på et mellemklassehotel. Det er under det halve af de typiske priser i Paris. Mad: Du og din kæreste kan snildt få en middag for under 300 kroner, hvis I styrer udenom de allerfineste restauranter Øl: I kan fint få en lille skid på, for store fadøl kan fås for under en 20’er.

Den historiske

Er du helt vild med historie, kan du tage en ven under armen og besøge den polske by, Krakow. Flybilletten koster ganske vist lidt mere end billetten til populære Berlin, som også emmer af historie, men modsat den tyske hovedstad, byder Krakow på rigtig mange historiske bygninger, som ikke er bombet helt i smadder. Priser Fly: Det er lettere at få fat i billige flybilletter til Berlin end til Krakow. Men der er direkte ruter fra København, og når først du er i byen, er alt billigere. Overnatning: Du kan finde meget billige hostels og lejligheder på Airbnb, eller du kan bo på lækre hoteller for 5-600 kroner for et dobbeltværelse per nat. Mad: Et simpelt måltid kan fås for under 30 kroner, mens du for under 200 kan få en lækker treretters. Øl: Hvis du er glad for øl, kan du hurtigt drikke den ekstra rejseudgift på flybilletten hjem. En stor fadøl koster nemlig kun i omegnen af 12 kroner.