Det monotone Store Vega

Angus and Julia Stone

Store Vega, København V

17. juni 2018

Søndag aften besøgte Angus and Julia Stones et næsten udsolgt Store Vega. Spillestedet summer af spænding over, hvad søskende parret har planlagt til os, og selv har jeg fået en lille øl til at slå ventetiden ihjel med mellem opvarmning og aftenens hovedpersoner. Bandet går på kl. 21.00 sharp med lyden af stryger og synthesizer.

Aftenens første skud på stammen er Draw Your Swords, der er fra deres 3. studiealbum. De er utrolig følsomme i deres udtryk, og det her bliver en aften, hvor følelserne kommer til at være helt ude på tøjet – måske. Lyden er storladent og voluminøs, men den har masser af nerve.

Søskende parret har lige udgivet deres 6. studiealbum, Snow, og aftenen bød på en række numre fra den velskrevede plade. Vi fik blandt andet prøvesmagt Oakwood, Cellar Door, Snow og Nothing Else, hvor sidstnævnte var en utrolig sød sang om kærlighed, der gik lige ind.

Det blev også et af de helt gamle numre, Private Lawns, der stammer fra deres første plade, hvor vi fik en fed banjo solo, som var det en guitar solo. Det var ret syret, da det ikke er ofte du ser en banjo blive brugt på den måde. Julia er ret imponerende, da hun spiller trompet mens hun forsat holder sin guitar i venstre hånd. Det er sgu en multi kunstner – trompet, bas, guitar og en god vokal, som hun indimellem gør lidt for skinger for min smag. Angus’ stemme er derimod konsekvent behagelig, og han formår ligeledes at tøjle en række instrumenter, herunder guitar, synthesizer og mandolin.

Aftenen bød ikke på særlig meget samtale fra bandet, men det er ganske fint når man har så meget lækkert at byde på. Angus trådte dog i spinaten, da han sagde tack så mycket midt i koncerten – vi er ikke i Sverige makker!

Min største frygt for koncerten begynder dog at realisere sig selv et stykke inde i koncerten. Stemningen og musikken begynder at blive monotone, og nerven forsvinder. Særligt Santa Monica Dream blev en kedelig affære, hvor publikum i det mindste var så velopdragen, at de formåede at være helt stille – jeg er dog i tvivl om det er fordi de var faldt i søvn.

Bandet begyndte også selv at virke lidt energi forladte, og pånær Julia, så fremstod det som om, at de allerede havde tankerne på tourbussen, hvor deres pyjamas hang klar. Jeg kan sgu godt lide hendes energi – imens bandet og publikum er gået i zombiemode, så danser og klapper hun på scenen – og hun formår faktisk at vække liv i Vegas gæster, om end kortvarigt.

Et af deres største numre Big Jet Plane blev mødt med kæmpe begejstring, og her lyste publikum salen op med deres mobiler efter opfordring fra Angus – lidt cheesy.

Aftenens koncert var en blandet omgang bolscher, hvor særligt sangene fra den nye plade blev leveret helhjertet og med gejst, hvorimod deres tidligere numre fik koncerten til at fremstå monotone og energiforladt. Den store stjerne var dog utvivlsomt Julia, der aldrig gav op på det lidt kedelige publikum i Vega.

 

3-T-anmeldelse

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.