DET SKER

man, 14 aug 2017

Aarhus Teater indtager Aarhus Havn

Aarhus Teater zoomer ind på havnen som et sted, hvor den globale samhandel materialiserer sig.

Globaliseringen sættes til debat, når Aarhus Teaters site specific-forestilling FRAGT opføres på Aarhus Havn med blandt andet skuespillere, afrikanske dansere, et råbekor og containere på rollelisten. Publikum fragtes rundt på havnen i lastbil og båd og får et nyt blik på byen og et eksklusivt indblik i erhvervshavnen, hvor der ellers aldrig er adgang for offentligheden. FRAGT er Aarhus Teaters fjerde bidrag til Kulturhovedstad Aarhus 2017 og får urpremiere på Aarhus Havn 17. august.

”Vi vil have nye jeans! vi vil have nye sneaks! vi vil have lip gloss, meget mere lip gloss! vi vil have campingstole og ferskencreme!” (citat fra forestillingen)

Globalisering på Aarhus Havn

I dag er vores levevis dybt afhængigt af den globale samhandel og det transportsystem, der driver den. Men globaliseringen er en abstrakt størrelse, som det kan være vanskeligt for den almindelige forbruger at forholde sig til. Aarhus Teater zoomer ind på havnen som et sted, hvor den globale samhandel materialiserer sig. Samtidig er Aarhus Havn en uomgængelig del af byens identitet, og en vigtig drivkraft bag byens udvikling. Men udviklingen er også gået imod mere sikring af havneområdet, hvilket har skabt større distance til stedet for den almindelige aarhusianer

Poetisk rundrejse i lastbil og med skib i havnens hemmelige fortællinger

Publikum inviteres på en poetisk rundrejse i havnens skjulte fortællinger, og der sættes ansigt på de mange forskellige mennesker, der udgør tandhjulene i globaliseringens maskineri. Med lastbil og den tidligere slæbebåd Jakob fragtes publikum rundt på havneområdet, som stykgods i en verden, hvor varerne fragtes frit, men menneskers rejsefrihed begrænses. På i alt seks ”stationer”, spredt ud over hele havneområdet, udfoldes en række tableauer over globaliseringens mange facetter. Et råbekor, dansende containerkraner eller en dansetrup fra Burkina Faso: Globaliseringen finder æstetisk udtryk i både tankevækkende og overraskende former. FRAGT er en site specific forestilling, der tager udgangspunkt i erhvervshavnen som et dynamisk og foranderligt sted – der er altså ingen garanti for at to forestillinger er helt ens! Forestillingen tematiserer globaliseringens konsekvenser og vores ambivalente forhold til forbruget, som noget, der både sikrer fremskridt og velstand, men som også har store miljømæssige og sociale konsekvenser i andre dele af verden. For intet er sort/hvidt i vores globale verden.

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen fortæller om at rykke teatret ud af de vante rammer:

”Med FRAGT gentænker Aarhus Teater, hvad en teaterforestilling kan være. Ikke alene er vi rykket ud af teatrets vante rammer – vi afsøger også grænserne for, hvad scenekunsten kan, og blander kunstarterne på en ny og særlig måde. FRAGT er et ambitiøst bidrag til Kulturhovedstad 2017, og et vigtigt element i Aarhus Teaters målsætning om at være på forkant med de nyeste tendenser inden for scenekunsten. Vi er glade og taknemmelige for, at havnens virksomheder har taget så godt imod projektet, og hjulpet til med at skabe en helt eneståede teateroplevelse.” Havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen fra Aarhus Havn ser FRAGT som en mulighed for at give byens borgere et indblik i, hvad havnen betyder for deres hverdag: ”De færreste går nok rundt og tænker på, at deres tøj, sko, mobiltelefoner, briller, inventaret i deres bolig og adskillige andre ting med stor sandsynlighed er kommet til dem via Aarhus Havn. Som Danmarks største containerhavn bidrager vi til en stor del af dansk import og eksport. Samtidig har vi en række virksomheder, der ikke blot fragter varer, men forædler og producerer varer på Aarhus Havn. Alt dette kan vi anskueliggøre i teaterforestillingen FRAGT. Spilledato: 17. - 27. august Spilletidspunkter: alle dage kl.18.30 Billetter: Her Priser: 225 kr. løssalgspris inkl. gebyr