NIGHTWISH

Aftens største ønske var at musikken stoppede

Nightwish

Copenhell, Refshaleøen

21. juni 2018
Klassisk musik er på mange måder ikke langt fra metal-verdenen, og faktisk er det ikke sjældent at heavy-musikere tager inspiration fra den klassiske verden. Nightwish har taget dette til det næste niveau og spiller stilarten operametal eller symfoniskmetal. På plade fungerer dette faktisk ganske glimrende og det er ikke for sjovt, at de har taget verden med storm.
Bandet gik på med et af deres største hits End Of All Hope, men det blev sgu til en lidt sløv omgang, og Wish I Had an Angel havde et lige så intelligent tekst univers som Umberella. Generelt var Nightwish en lidt tandløs affære. Metalmusikken var efterladt derhjemme, og i stedet blev der dyrket, hvad der lød som panfløjte. Jeg var lidt i tvivl om jeg stod på Rådhuspladsen, men dette blev afkræftet, da jeg ikke så nogle indianerudklædte personer – selvom jeg kigge godt efter. Derudover mindede Anette Olzon, forsangerinden, mest af alt om en Celine Dion i gothkostume. Hun er lidt for pæn til metal. Inden feministerne kommer for godt i gang, så mener jeg her, at hendes udtryk både for så vidt angår ageren og vokalmæssigt er lidt for kedeligt og som klassen pæne pige.
Når det er sagt, så må man sige, at bandet spiller virkelig godt. Der var ingen slinger i valsen, og de leverede musikken sikkert. På trods af dette virkede Copenhell ikke særlig imponeret. Publikum, der troppede op ligesom koncerten startede, stod stive og begejstringen havde taget sin ende inden den startede. Personligt var aftenens største ønske, at koncerten ville få sin ende.
2-T-anmeldelse red. 2

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*