Den nye, lille Bose Soundlink Micro er helt vandtæt og du kan roligt tage den med under bruseren.
Den nye, lille Bose Soundlink Micro er helt vandtæt og du kan roligt tage den med under bruseren.

All about that Bose Bass

Bose har lavet en utrolig lækker og meget lille, trådløs højttaler med en meget stor volumen og bass. Den er helt vandtæt og lige til at tage med i badet, på cyklen, vandreturen eller på ferierejsen.

”I’m all about that bass,” drøner ud af den lille Bose højttaler, der hænger på brusestangen ved siden af. Mens bruserens varme vand stråler ud, skråler jeg lystigt ud: Because you know I’m all about that bass, ‘Bout that bass, no treble I’m all ‘bout that bass, ‘bout that bass, no treble …”

Badet bliver bare bedre med musik og sang. Og med den nye Bose Soundlink Micro kan du roligt tage din højttaler med under bruseren fremover. Den lille, lækre sag er nemlig IPX7 certificeret, og det betyder, den er totalt vand- og støvtæt, så du kan også roligt tage den med ud på cykelturen, vandreturen, skituren eller til stranden.

 

Den lille, trådløse Bose-højttaler kan tåle lidt af hvert.

Den lille, trådløse Bose-højttaler kan tåle lidt af hvert.

 

Vandtæt, robust og lækker

Bose har med deres lille micro bluetooth højttaler virkelig formået at levere et lækkert design, der matcher behovet for dig, der vil have musik med på rejsen, til dine outdooraktiviteter eller blot med rundt i huset, hvor du nu er – selv under bruseren. Den virker robust og har et lækkert feel med sin bløde gummiarmering, der samtidigt også giver et godt greb om den lille højttaler. Gummiarmeringen er med til at stødsikre og gøre den endnu mere robust for slag og fald.

Bose Soundlink Micro er virkelig micro (H38 mm x B95 mm) og derfor let at tage med. Du kan fint have den i din lomme og med den integrerede strop bagpå kan den let monteres alle steder; lige fra dit cykelstyr, på din rygsæk eller bælte til stangen på bruseren i badeværelset.

Man kunne godt have ønsket, at Bose havde ladet den lille Micro flyde, når den nu er vandtæt og oplagt til aktiviteter ved vand. Men den kan ikke flyde, så vær klar til at dykke, hvis du skulle tabe den lille sag ude på store blå.

 

Du kan tage Bose Micro med overalt – i alt slags vejr.

Du kan tage Bose Micro med overalt – i alt slags vejr.

 

Lille men voldsom

Hos Bose er de vist også ”…all about that bass  for den lille højttaler producerer da et formidabelt og tungt lydtryk, sin størrelse taget i betragtning. Især omkring bassen har Bose på fornem vis fået lavet en konstruktion, der er lykkedes. Bose Soundlink Micro har en basport på bagsiden af højttaleren, der performer maksimalt, når den er placeret på en flad overflade. Det skal du lige være klar over, når du monterer den med stroppen, frit hængende på en stang – det tager lidt af bassens performance.

Der er naturligvis altid tale om kompromisser, når man skal komprimere en højttaler til så lille en størrelse, og selvom bas og volume er imponerende, så får man altså noget bedre lyd med de større, men også dyrere, Bose Soundlink bluetooth højttalere – naturligvis. Og ser man helt nøgtern på lydkvaliteten, så er den lille konstruktion udfordret på lydseparationen, hvor man på nogle indspilninger ikke får så fint et lydbillede, som på større og bedre højttalere.

 

Selvom den er lille, har Bose Soundlink Micro stor volume og bas.

Selvom den er lille, har Bose Soundlink Micro stor volume og bas.

 

God bluetooth

Du kan bruge din Siri eller Google Assistant med Bose Micro. Den modtager enkle stemmekommandoer til parring via Bluetooth, har en integreret højttalertelefon og en multifunktionsknap til at svare opkald, lave opkald og tilgå din VPA (Virtual Personal Assistant) uden at du skal gribe din telefon. Vi har i øvrigt oplevet en rigtig god bluetooth forbindelse mellem mobiltelefonen og Bose Soundlink Micro i den tid, vi har brugt den.

Batteritiden er sat til 6 timer, hvilket måske er lidt til den lave side. Du oplader din Bose Micro via PC’en eller Mac’en og så det medfølgende USB-kabel. Du kan følge opladningen og altid se batterikapaciteten på smart indikator på højttaleren.

 

Konklusion

Alt i alt kan vi sige, at Bose Soundlink Micro bestemt er et godt valg, når design, størrelse, vandtæthed og robusthed vejer højt i dine ønsker til en trådløs højttaler. Volume og bas er imponerende for så lille en højttaler, mens lydkvaliteten naturligvis ikke er på niveau med Bose’s større og dyrere højttalere. Prisen er sat til 998,- kr, hvilket er lidt til den høje side for en trådløs minihøjttaler, men design, kvalitet og vandtæthed taler for prisen. Bose Soundlink Micro fås i sort, blå eller orange. Vejer 290 gram og måler kun små 3,8 x 9,5 x 9,5 cm.

 

Plus

  • Design
  • Størrelse
  • Vandtæt og robust (IPX7 certificeret)
  • Bas og volume (i forhold til højttalerens størrelse.)

Minus

  • Batteritid (middelmådig)
  • Pris
Bose Soundlink Micro fås i tre farver: Sort, orange og blå. 
Den vejer kun 290 gram og måler 3,8 x 9,5 x 9,5 cm.

Bose Soundlink Micro fås i tre farver: Sort, orange og blå. 
Den vejer kun 290 gram og måler 3,8 x 9,5 x 9,5 cm.

4-t

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*