Der var smæk for skillingen, da den amerikanske stjerneguitarist Pat Metheny akkompagneret af sin Unity Group gæstede Musikhuset i Aarhus. I en godt to timer lang koncert viste det snart 60-årige guitar-fænomen, hvorfor han stadigvæk er med til at sætte dagsordenen i den moderne jazzverden.
Af Tinus Elsig Anmeldelse Man er ikke i tvivl, når strengene slås an, om at det er Pat Metheny der spiller. Hans glasklare lyd, der ofte cirkulerer omkring smukke melodilinjer har været et varemærke i de seneste 15 år, hvor Pat Metheny i form af først Pat Metheny Group, og nu Pat Metheny Unity Group har kombineret den poppede frase med fusionsjazzen. Det er ikke for sjov, at manden, hvis skikkelse, hårpragt og påklædning bringer minderne hen på børnebogsfigurerne Karius og Baktus eller Trolderik, har vundet 20 Grammy Awards igennem karrieren. Melodik og mekanik At Pat Metheny er blevet mere eksperimenterende med årene syntes at være en af aftenens hoved-konklusioner. Det seneste album Kin, der er Unity Groups anden udgivelse, fyldte godt ud i koncerten. Det er et album, der inkorporerer en stadig større grad af elektronisk lyd med storladne lydbilleder, der nærmere skaber smukke (til tider næsten uhyggelige) stemninger end smukke melodier. Særligt nummeret Kin skilte sig ud, og var vel et af aftenens højdepunkter. Langt var der til Metheny’s tidligere – og meget populære – udgivelser som ”Speaking of Now”, der i højere grad kredser om den smukke melodi. Med færre mand på scenen end tidligere har det været en nødvendighed at mekanisere enkelte instrumenter. Det gav sig til udslag i sjove detaljer, som en selvkørende marimba, ’selvslående’ trommer, og et gammelt medicinskab med krukker, der på forunderlig vis selv gav lyd fra sig, når Chris Potter (saxofonisten) fløjtede i sin tværføjte. Ren energi uden nostalgi Der skal ikke herske tvivl om at et par enkelte tilbageblik i den efterhånden store portofolie af ballader og amerikanske folk-inspirerede melodier, havde kronet aftenen. Numre som ’Last train home’ og ’As it Is’ og ’Afternoon’ glimrede ikke i deres fravær, men alligevel havde det været fedt med lidt nostalgi at runde af på. Omvendt står det til Metheny’s ære, at han trods de snart 60 år, tilsyneladende ikke har tænkt sig at hvile på fortidens laurbær, men stadigvæk søger ukendte musiske område og grænser. Metheny er stadig et energibundt, hvilket koncerten i Aarhus vidnede om. Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at han til stadighed formår at tilknytte nogle af de bedste unge jazzmusikere i sine grupper. Således var den efterhånden mangeårige følgesvend, Mexicanske Antonio Sanchez (trommer) flyvende, mens lidt ældre Chris Potter på Saxofon brillerede. Kun Ben Wiliams på Bas stod lidt svagt i billedet. TJECK Magazine giver: 5/6
