Anmeldelse: Snoop Dogg – Bush

The Dogg er tilbage med hjælp fra producerteamet

The Neptunes

bestående af Pharrell Williams og Chad Hugo. Pharrell er dog hjernen bag størstedelen af den genkendelige og raffinerede lyd, som duoen formår at skabe gang på gang, der giver det eftertragtede liv og kulør, som albummets bemærkelsesværdige cover lægger op til. Det er åbenlyst, hvor indflydelsesrig Pharrell er på albummets forløb og med en hel diskografi af succesrige singler og musikalsk fortid de to musikere har bag sig, føles dette album som en udvidelse af deres tætte venskab. Albummets kunstner er krediteret Snoop Dogg, men der er ingen tvivl om, at de er lige gode om visionen samt soundtracket, der skulle efterfølge det. Derved sætter man også en vis forventning, når man hører, de to stjerner slår hovederne sammen til Snoop Dogg’s 13. studiealbum,

Bush.

Bush starter stærkt ud med introsangen

California Roll,

der byder på ingen mindre end legendariske Stevie Wonder i omkvædet, som med sin passionerede og sjælelige klang skaber en uundgåelig fuldtræffer. Introsangen viser, hvordan Pharrell kan få to vidt forskellige verdener til at forenes om noget helt specielt. Stevie’s mundharmonika harmonerer ualmindelig godt med vokalerne, guitaren og det soulfyldte klaver. Således er indledningen på plads, hvilket giver lytteren en ide om, hvad der er i vente. Charlie Wilson er heller ikke bange for at vise sin gospelrige og energiske stemme i form af background vokaler på størstedelen af albummets sange. Den funky guitar er samtidig et velkendt instrument i albummets forløb eksempelvis på sange som

Awake

,

So Many Pros

og

Peaches N Cream

, hvor man ikke kan komme uden om dens rolle og professionelle udførelse. Den live-instrumenterede baseline på

Awake

fortjener en nævnelse sammen med det stærke omkvæd leveret af Pharrell selv på den tempofyldte sang, og trommeproduktionen skærer igennem på hele albummet med de bemærkelsesværdige kicks og snares. Tekstskrivningen bevæger sig inden for vante rammer. Det vil sige marihuana, smukke kvinder, solrige Los Angeles eller hvad også kan beskrives som

det søde liv,

men dermed sagt koordinerer lyrikken, specielt omkvædene, unægtelig godt sammen med den atmosfæriske og stemningsprægede produktion, der vækker liv i krop og sjæl. Albummet skaber et mash-up af adskillige genrer. De er ikke bange for at eksperimentere med genre og lyd. Autotune er eksempelvis anvendt på alle Snoop Dogg’s vokaler, der giver det højst sandsynligt ønskede R&B udtryk. Selvom den sidste del af albummet er dets svageste punkt, så er sangene stadig retfærdiggjort med gæsteoptrædener fra Gwen Stefani på sangen

Run Away

og T.I.’s southern accent, der efterlader sit mærke på sangen

Edibles

trods dens, sammenlignet med resten af albummet, mere uimponerende produktion. Sangene danner dog tilsammen et sammenhængende og gennemført album. Der har været en vision med lyden, orkestreringen, konceptet og endda det visuelle, som kommer til syne i musikvideoen til

Peaches N Cream

. Et album så gennemført som

Bush

giver lytteren meget mere end bare en håndfuld sange, men derimod en oplevelse. Det er opløftende, det er afslappende, det er inspirerende og sidst, men ikke mindst, så er det god musik. Jeg vil give en stor applaus for deres evne til at skabe en stemning. Den er udtrykkelig og vækker følelser, når den blandes med det soulfyldte funk univers. Sangene er som skabt til at cruise ned ad Sunset Boulevard i en droptop ’62 Coup de Ville med solen reflekterende i solbrillerne og drømmepigen ved sin side. Det ville dog være rart at have hørt Snoop bryde isen med et mere aggressivt rapvers ved en bridge eller på outrosangen

I’m Ya Dogg,

der gemmer på Kendrick Lamar og Rick Ross. Dog må man give Snoop hans lyst til at bryde den kreative boks endnu engang som set med Snoop Lion og bevæge sig ud i et kreativt univers, hvor Parliament Funkadelic og Motown’s Finest støder sammen og skaber noget unikt. Rappen er ikke længere fokuspunktet, men Snoop’s velkendte Player Pimp attitude og selvsikkerhed skinner stadig stærkt igennem. De to musikeres længerevarende venskab og musikalske fortid virker til at være en selvsikker kombi, der ikke misser sit mål. Pharrell viser igen, hvordan han er i stand til at producere kunstnere i lige så god stil, som han producerer musikken, og selvom produktion giver og tager plads fra vokalerne, så klinger det hele stadig rigtig godt sammen. Sommeren 2015 har fundet sit 70’er funk, feel-good groove album, og da albummet byder på flere potentielle hits, så adskiller det sig alligevel fra nutidens moderne lyd. Dette er dimensioner af musik, der går op i en højere enhed, hvilket danner en stemningsfyldt og sanselig oplevelse, som resulterer i en 5-stjernet score. Anmeldt af:

Mathias Lind Hansen