Scarlet Pleasure på Grøn 2017, P3 Scenen, Aarhus
None
Fra et band som Scarlet Pleasure, der har hele fremtiden for deres fødder, endte deres koncert i Aarhus som en halvflad oplevelse, der kun blev holdt oppe af drengenes charme.
Tekst: Jesper Møl Trads
Foto: Sophie Baagø
Det er altid et utaknemmeligt job, at skulle åbne Grøn som første band på dagen. Gæsterne her er enten alt for fulde eller alt for ædru. Der er sjældent en mellemvej kl. 14 over middag på den faste lørdag i Aarhus. Den glæde, der bliver opbygget til forfester, bruncher og ølbowling i forstæderne op til at pladsen åbner, forsvinder desværre på vejen ud til pladsen, der de seneste år er flyttet. Flyttet til en mark, der ikke er lige så optimal, som Vestereng var førhen, da her er for langt. Men tilbage til drengene. Forsanger Emil Goll var meget stillestående af, hvordan undertegnede tidligere har oplevet ham energisk og fremme i skoen. Bassist Alexander Malone var energisk og med fart i fødderne som vanligt, ligesom Joachim Dencker på trommer energisk hamrede derud af. Dog manglede den famøse xfactor hele koncerten igennem, der musikalsk ikke udfordrede mig synderligt, da numrene hurtigt smelter sammen i samme rille. Trioen havde på denne dag desværre ikke udviklet sig nævneværdig fra da jeg så dem for to år siden. Scenen med små lamper og mørk baggrund er gået væk fra den tidligere minimalistiske stil, som eksempelvis sås på Orange Scene, men der sker stadig ikke nok. Drengene har i flere år talt åbent om, at de ser sig selv som gode nok til at indtage andre lande og med tiden det mest hellige, USA. På denne dag var bandet dog tættere på Kasted end Californien. Sceneshowet skal oppes betydeligt og så skal der ske det uventede. Noget, som publikum ikke havde set komme. Jeg tror virkelig på drengene, da deres 90’er pop i moderne klæder kan få dem langt. Smæk en sjæler eller to mere end i setlisten og tro på, at ikke kun behøver at spille det, vi kender. Grøn er en dag med hits, men man keder sig, hvis der ikke kommer et par stykker imellem, som man faktisk skal lytte til. Dagens højdepunkt var, som sædvanligt, nummeret Heat, der aldrig skuffer med dets fantastiske groov og tilbagelænede keyboard- og baslinje, der mærkes fra hovedet til tæerne og tilbage igen. Lavpunktet var Emils sørgelige solo, der var alt for kort og intetsigende.
