MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 31 aug 2015

Armin van Buuren endelig til Danmark

Hollandske Armin van Buuren kommer til Danmark og omdanner Ballerup Superaren til Danmarks største natklub

Verdensstjernen Armin van Buuren omdanner Ballerup Superarena til Danmarks største natklub. Fans og følgere af musikgenrerne melodisk trance, uplifting trance, progressive house og EDM har i mange år skreget på at få ham til landet. Nu bliver nødråbene hørt

Den 6. november 2015 optræder en af verdens førende DJ’s, producere og komponister inden for elektronisk musik således for første gang i Danmark med sit kæmpe sceneshow, der er et overflødighedshorn af lyd, lys og intens stemning. Showet, som bringer ham rundt i verden over 150 gange om året, er den seneste kulmination på en imponerende karriere, der tog sin spæde start for 20 år siden. https://youtu.be/zDmYB1LG2b8 Hollandske Armin van Buuren, 38 år, er fem gange kåret som nr. 1 på det anerkendte musikmagasin DJ Mag’s liste over verdens bedste og mest populære DJ’s. Han er endvidere grammynomineret for sine producerevner som den kun fjerde trance-DJ i historien på verdensplan. Armin har desuden 33 millioner ugentlige lyttere i mere end 84 lande i sit eget prisvindende radioprogram ASOT (A State Of Trance), der er verdens mest hørte af slagsen. Andre meritter tæller blandt andet 1. pladsen på den hollandske albumhitliste for 2008-udgivelsen ”Imagine”, hvilket ingen andre dance-artister har formået før ham. Han er iøvrigt den artist inden for genren med flest hits på den amerikanske Billboard Dance Chart nogensinde. Ballerup Super Arena byder på et unikt, fire timer langt event, hvor trance-musikken er i fokus. Armin van Buuren medbringer sit eget gigantiske lys- og lyd-setup, som garanterer et spektakulært show i topklasse. Fans vil blandt andet lægge ører til storhits som ”Shivers”, ”Drowning”, ”Intense”, ”In And Out Of Love”, ”Waiting For The Night”, ”Burned With Desire”, ”Save My Night”, ”This Is What It Feels Like” og den seneste single ”Another You” (feat. Mr. Probz), hvor de to sidstnævnte tilsammen, i skrivende stund, har mere end 130 millioner afspilninger på Spotify alene. Billetpriserne starter fra 295 kr. og kan købes via Billetlugen fra mandag den 31. august. Aldersgrænse 15 år. Der vil også være mulighed for at købe billet til siddeplads-afsnit, hvor der ydermere vil være et afspærret, alkoholfrit område for unge under 18 år. En af medarrangørerne, som har utallige DJ- og koncertevents bag sig – heriblandt de legendariske Tiësto-koncerter i PARKEN – udtaler: ”Der har længe været et hul i Danmark på koncertfronten inden for trance, og jeg mener, at tiden er inde til et rigtigt trance-event i Danmark igen. Og hvem er bedre end Armin van Buuren til at udfylde dét?”

Sted:

Ballerup Superarena 

Dato

: Fredag den 6. november 

Forsalg

: I dag mandag den 31. august