MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 05 dec 2014

AT FALDE - til og fra

Et dansedigt for unge om identitet.

Gazart inviterer de unge og deres forældre i Dansehallerne, hvor dansedigtet AT FALDE – TIL OG FRA kan opleves fra den 17. -31. januar. Forestillingen om identitet og tilhørsforhold er skabt af koreograf Tali Rázga, og med tekster af den prisbelønnede dramatiker Tomas Lagermand Lundme sætter den ikke kun krop, men også ord på spørgsmål som hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor har jeg hjemme? Inspirationen til forestillingen kommer fra koreografens eget liv: Med et sydlandsk navn og udseende har ret så danske Tali Rázga hele sit liv oplevet at blive spurgt om, hvor hun kommer fra. Da jeg blev teenager, begyndte det at gå op for mig, at jeg så anderledes ud. Jeg blev  oftere spurgt, hvor jeg kom fra og fik kommentarer om at snakke virkelig godt dansk. Jeg blev ret forvirret over denne påklistrede identitet, som mit navn og mit udseende føltes som. Udefra blev jeg ikke betragtet som ’rigtig’ dansk, og omvendt havde jeg ikke noget andet at ’falde tilbage på’. Min base var min pæredanske kernefamilie, der ligesomjeg var totalt blinde for, at jeg skulle være eksotisk! Sådan fortæller koreograf og kunstnerisk leder af Gazart, Tali Rázga, der har en dansk mor og en israelsk far. Hun er opvokset i Danmark med sin mor og hendes nye mand, som hun altid har kaldt far – i en pæredansk kernefamilie uden tilknytning til Israel.  Alligevel har hun altså oplevet, at hendes navn og udseende sender utilsigtede signaler. Med tiden har jeg vænnet mig til at svare på alle spørgsmålene. Men de har betydet, at jeg er meget selvbevidst, når jeg møder nye mennesker, og det har fået mig til at tænke over, hvordan og hvornår vi passer ind eller ej. Det er min fornemmelse, at det er  noget, der  fylder hos rigtig mange af os med brun hud og fremmedklingende navne. I den sammenhængfinder jeg det ekstremt interessant, at Nationalpartiet nu har meldt sig på banen for dér at gøre krav på den danskhed, som deres stiftere er en del af. Jeg har  oplevelsen af, at der er nogle tabuer, som er ved at blive brudt, og jeg har et håb om, at debatten begynder at blive mere nuanceret. Med forestillingen AT FALDE – TIL OG FRA vil jeg fra mit personlige og kunstneriske ståsted gerne bidrage til denne udvikling – dog på en måde, så vi rammer bredere og ikke kun fokuserer på hudfarve. Behovet for at føle, at man hører til, er jo universelt. Dansedigtet AT FALDE – TIL OG FRA tager således i bred forstand livtag med spørgsmål om identitet og tilhørsforhold – med følelsen af at høre til eller falde udenfor , med alle de spørgsmål, man går og tumler med i teenageårene, hvor man prøver at forståsig selv: Hvem er jeg? Hvad kommer jeg fra? Hvor hører jeg til? Forestillingen  undersøger også påvirkningerne udefra, som skubber og hiver os alle i forskellige retninger: Reklamer med veltrænede kroppe, der fås i Fitnesscentret, og nye bryster, der fås i Farum. Uddannelser, der garanterer velstand; tasker og telefoner, der sikrer masser af likes. Overalt bombarderes vi med idealer, som er svære, at leve op til. AT FALDE – TIL OG FRA henvender sig til unge fra 13 år og deres forældre, og med teksteraf den prisbelønnede dramatiker Tomas Lagermand Lundme har Tali Rázga skabt et dansedigt for unge om deres liv lige nu og her – om deres identitet og tilhørs-forhold. AT FALDE - TIL OG FRA er Tali Rázgas tiende børne- og ungdomsforestilling og dermed hendes jubilæumsforestilling. Gazart skaber danseforestillinger, der sætter krop på de aktuelle temaer, vi lever med i hverdagen. Det, vi alle taler om, men ikke altid forstår med hovedet. Temaerne spænder fra krig i Mellemøsten til køn, kærlighed og VM i fodbold. Bevægende, humoristisk og internationalt turnerende dansekunst for børn og unge – således turnerer Gazart denne sæson til Grønland, Spanien, Norge, Sverige, Sydkorea, Japan og senest Kina, hvor Gazart optrådte som led i den officielle danske kultursatsning i Kina.