MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 10 jun 2015

Barbara Moleko lader sig selv skinne igennem

Mere personlighed, mere vokal, mere vildskab, mere kvindelighed og mere lykke. På sit andet album, ’Bapsz’, giver Barbara Moleko los.

https://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=7985QUYTifc#t=1 Hun har været her, der og alle vegne, siden hun pludseligt steg op fra undergrunden i efteråret 2012. Og med sit andet album, ’Bapsz’, bliver hun i det allerhøjeste kreative gear. Hvor hun på debuten legede med sin egen mikstur af dansk visetradition, r&b og afrikanske vibes, udvider hun nu universet til at inkludere blandt andet 70’er disco og anstrøg af et rowdy rock ’n’ roll. LÆS OGSÅ: "Barbara Moleko ta’r pis på paranoiaen" Men som et fast omdrejningspunkt albummet igennem er Barbara Molekos stemme. ”Jeg tør mere med min vokal og har lagt meget i, at energien er så intens som muligt. Det hænger også sammen med, at jeg tør lade min personlighed skinne mere igennem, konstaterer Barbara Moleko og forklarer om det personlige islæt: ”Hvor det første album handlede om at søge lykken, handler det her om at være i lykken. At få et barn gav mig flere kasketter, og da jeg skulle i gang med at skrive sange, skrev jeg om mine egne behov, mens jeg allerhelst ville være sammen med min datter. Det var en ret intens oplevelse. Men det er blevet hyldestsange, for man genfinder værdien af gode venner. Af kærlighedsrelationen til ens partner. Af kærligheden til sin mor. Og det der fjollede element, som jeg troede, ville forsvinde, når man blev forældre, det er der stadig. Jeg troede, man blev et helt andet menneske, men det er ikke sket,” siger Barbara Moleko. Den unge nørrebro-kvinde vakte straks opsigt i 2012 med sin særegne vokal, sin nænsomme blanding af soul og dansk visetradition og sin kulørte livshistorie fra Sydafrika, Mozambique og Vanløse. Albummet strøg ind i top 10 på iTunes og anmelderne – fra Gaffa over Politiken til Dagbladet Information – elskede, hvad de hørte. I kølvandet på debutalbummet blev hun nomineret til DMA, Steppeulven, Gaffa Awards og Zulu Awards, inden hun vandt tv-seernes hjerter som deltager i Toppen af Poppen, hvorfra hun sang Tøsedrengenes ’Indianer’ ind på hitlistens førsteplads. I 2015 har hun foreløbig været på en udsolgt akustisk tour og optrådt i en stribe store tv-shows, herunder MGP, Zulu Awards og Dronningens 75-års fødselsdag. I forlængelse af albummet drager Barbara Moleko ud på først en omfattende sommerturné og herefter en efterårsturné til landets spillesteder.

Tour program

11/06 Folkemødet, Bornholm 14/06 Nemoland Søndagskoncert, København 02/07 Vilde Vulkaner, Vordingborg 04/07 Nibe Festival, Nibe 17/07 Fredagsrock Tivoli, KBH 30/07 Frederikssund Festival, Frederikssund 01/08 Musik I Gryden, Grindsted 06/08 SMUK FEST, Skanderborg 07/08 Karolinenlund, Aalborg 08/08 Næstved Sommerrock 08/08 Bålhøj Festival, Brønderslev 15/08 Dragør musikfest 23/08 Søndagskoncert Bakken, Klampenborg

Tourdatoer efterår 2015

09/10 Toldkammeret, Helsingør 10/10 Musikhuset, Slagelse 14/10 Sønderborghus, Sønderborg 15/10 Horsens Ny Teater, Horsens 16/10 Fermaten, Herning 17/10 Store Vega, København 23/10 Gimle, Roskilde 29/10 Portalen, Greve 30/10 Train, Aarhus 31/10 Bygningen, Vejle 12/11 Tobakken, Esbjerg 13/11 Skråen, Aalborg 14/11 Posten, Odense