MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 30 sep 2016

BENAL har ben i næsen og blærede beats

Hiphop-duoen BENAL fik det til at føles som en funky fredag på en tilfældig torsdag aften i Aarhus.

 

BENAL + support: Alvarado VoxHall, Aarhus Torsdag d. 29. september 2016

 

None

None

  Anmeldt af Anne Kildegaard Hansen Foto: VoxHall   BENAL (som består af Benjamin bag mikrofonen og Albert bag pulten) leverede tekster med stof til eftertanke, et fedt flow og velkomponerede beats, da de gæstede VoxHall i Aarhus torsdag d. 29. september.  

En god femmer      

Inden koncerten delte de tre venner Rasmus (19), Holger (19) og Mads (18) en sixpack udenfor, og de var enige om, hvad de forventede: ”En god femmer ud af seks”. De tre fyre så BENAL optræde med Suspekt på årets Grøn Koncert i Aarhus – ”og der gjorde han det virkelig godt”, fortalte de, inden de stillede sig i køen til VoxHall.  

Vellyd og god dynamik

Vi var en flok, der stod til højre foran højtalerne få meter fra scenen under koncerten, og der var både god lyd og et godt udsyn. Vi kunne se Benjamin i øjnene, mens han rappede, og vi kunne se de håndtegn, han kastede ud mod publikum, og dem, der blev kastet tilbage mod ham og hans makker fra de glade aarhusianere, der lystigt rappede med undervejs. ”Vi tager det op – og lidt ned,” sagde Benjamin ti minutter inde i koncerten, og netop dynamikken både i de enkelte numre og numrene imellem fungerede upåklageligt.
None

None

 

Gode godter i Den Gale Pose

Du kender med en vis sandsynlighed nummeret ”Fri” feat. Suspekt, der flittigt bliver spillet på P3 og andre radiokanaler for tiden. Det blev gemt til sidst, men heldigvis har hiphop-duoen mange godter i posen. Især numrene ”029”, ”Bare Gerne” og ”Hånd i Hånd” fik os til at bounce og bevæge armene i takt til tonerne og teksterne, der blev leveret knivskarpt fra scenen. Og der lød en stor fællesklapsalve fra hele salen inden nummeret ”Tæt”. Til sidst fik BENAL både balkonen og gulvet til at synge med på deres finurlige og festlige gentænkning af Den Gale Poses ”Spændt op til lir’”.  

Et lyt eller fem værd

Jeg går ud fra, at de tre unge gutter, jeg mødte ude foran, fik, hvad de var kommet for. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at det ikke er sidste gang, jeg skal se hiphop-duoen live, og de får en varm anbefaling herfra. Du kan for eksempel starte med at surfe en tur på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=MnPBNj0S1SY