Det startede med en ignoreret facebook-besked, men det sluttede med en hovedrolle ungdomsfilmen I Blodet, der har premiere til efteråret. TJECK Magazine tog en snak med 26årige Kristoffer Bech om det at skulle spille skuespil for første gang, om venskaber og rastløshed… og om at gribe en unik mulighed, når den byder sig
Tekst:Tinus Elsig
Foto:Claus Peuckert
Når I Blodet fra 15. september ruller over lærredet i de danske biografer, bliver det med debutanter stort set over hele linjen. For instruktør Rasmus Heisterberg (kendt som manusforfatter på ’blockbusters’ som Kongekabale, En kongelig affære og Mænd der hader kvinder) har på uortodoks vis valgt at se bort fra det store repertoire af veletablerede danske skuespillere og i stedet givet chancen til nye ansigter – både dem, der lige er blevet færdige som skuespillere, men også til dem, der aldrig har prøvet det før. Kristoffer Bech tilhører sidstnævnte kategori, for selvom den 26-årige københavner, der i undergrundskredse måske nok kendes som forsanger i post-punk bandet Shiny Darkly, ikke er uvant med at stå på en scene, så er I Blodet og erfaringen med skuespil og film, hans absolut første. Det har været en rejse, ikke bare ind i filmhåndværkets univers, men også en personlig dannelsesrejse, der har givet nye perspektiver på egen person og fremtid.Hovedrolle ved et tilfælde
At Kristoffer Bech i dag kan skrive sin første filmhovedrolle på cv’et var der ikke mange der havde gættet på for bare få måneder siden, og det har heller på noget tidspunkt været et mål. Faktisk er historien om Kristoffer Bechs indtog på den danske filmscene lidt af en historie i en branche, der mildt sagt kan fodre svin med bristede skuespiller-drømme."Det var ikke noget jeg selv opsøgte. Jeg fik helt uopfordret en mail i min indbakke på facebook, og jeg kunne se lidt skrift, hvor der stod ’Kære eller hej’ eller hvad fanden der nu stod. Jeg troede det var spam, for det er der jo nogle gange – spam i indbakken. Men så skrev hun igen, pigen fra bureauet ArtCast, og så åbnede jeg og kunne se, at det var et bureau, der gerne ville have mig til casting på en ny film,"
siger han og fortæller at han snakkede med sin kæreste om, hvorvidt det kunne være sjovt at prøve eller ej."Hun synes jeg skulle gøre det, og tænkte, at det da kunne være sjovt at give et skud, men jeg var også i gang med musikken og havde lige lavet plade med Shiny Darkly, som vi havde travlt med at promovere, så jeg skød det lidt væk igen,"
siger han og fortsætter:"Men så gik jeg en tur ned ad Vesterbro, og pludselig stødte jeg ind i hende der havde skrevet til mig, og så kunne hun kende mig, og sagde ’hey – jeg synes virkelig du skulle give det et skud med den casting’ og så aftalte vi en tid,"
siger Kristoffer Bech, der i dagene op til den første casting godt kunne mærke at blev tændt på ideen:."Jeg blev lidt spændt, for hvad nu hvis… Så jeg stod tidligt op den dag. Til castingen stillede de mig så nogle spørgsmål om venskaber og 20’erne og andre emner, der relaterede sig til filmen og jeg kunne mærke, at det kunne jeg sgu godt lide. Jeg kunne godt lide seriøsiteten omkring projektet,"
husker han."Et par dage efter ringede de og sagde, at jeg var gået videre, og jeg fik en scene vi skulle lave, og den dykkede jeg ned i. Så lavede vi den, og så gik der et par dage mere, og jeg gik videre igen og fik flere scener tilsendt og nu var jeg helt vildt tændt på det, for altså, når jeg jo var gået videre så mange gange, ja så ville jeg jo fandme gerne have den rolle, og det endte jo også med at jeg fik den,"
siger han.Brugte egne venskaber i forberedelsen
I filmen, der stort set udelukkende er skudt i København, møder vi den medicinstuderende Simon (spillet af Kristoffer Bech), der om dagen markerer sig som et lysende fagligt talent, og om natten fester og drikker sig fra sans og samling (gerne i lidt ’lånt’ hospitalssprit) med sine 3 bofæller og nære venner, inden han om morgenen igen ifører sig sin kittel. Men noget truer den ubekymrede tilværelse og det sammentømrede drenge-fællesskab. Kærester, studie og vennernes snigende lyst til pludselig at skulle have børn og egen lejlighed, truer firkløverets broderskab, og Simon gør i sin desperation over at holde fast i det der var engang nogle mere eller mindre uheldige forsøg på at forhindre opbruddet."Han prøver jo at være god og han har en ekstrem omsorg overfor sine venner, men det ender ud i voldsomme handlinger. Han drikker sig mod til kærligheden og laver ballade. Når vennerne tager til Berlin uden ham drikker han sig fra sans og samling, men det er fordi han kan mærke, at venskabet er ved at ebbe ud. Det er den sidste sjove tid, den sidste sorgløse ungdomstid. De andre træffer valg hurtigere end ham og han kan ikke følge med. Han vil fastholde sin ungdom".
Venskab spiller ikke bare som tema en stor rolle i I Blodet. For i sin forberedelse til filmen har Kristoffer Bech relateret til sine egne venskaber og relationer:"Jeg har ofte forestillet mig mine egne venner ind i de andre karakterer. Sådan lidt ’Hvad hvis det var mads, der sagde det? Eller ’er der er lidt Oliver her og er der er lidt Lasse i ham?’. Det har jeg kunnet, fordi jeg selv har en gruppe, der kunne minde om den gruppe fra filmen. Den der følelse af et stærkt broderskab,"
siger Kristoffer Bech, der også fortæller, at det var vigtigt for instruktøren, at de unge medvirkende kom til at kende hinanden godt inden optagelserne gik i gang:"Den gruppe af drenge, der er i filmen og de piger der er der blev rystet godt sammen. Vi drak drinks og blev fulde sammen, så der var en kærlighed til hinanden i forvejen. Det var en sindssygt udfordrende og spændende proces,"
siger han og fortæller at særligt forholdet til skuespilleren Elliot Crosset Hove (der spiller Simons bedste ven Knud) i dag er rigtigt stærkt:"Fra starten kunne jeg mærke, at Elliot og jeg passede sindssygt godt sammen. Det spillede helt vildt. Vi er blevet rigtigt gode venner,"
siger han.
"Rastløsheden kender jeg selv"
Farvellet til ungdomslivets uforpligtende rus, der som tema spiller en stor rolle i I Blodet, kan Kristoffer Bech sagtens relatere til sit eget liv og til det miljø, han selv færdes i:"Man har svært ved at se det virkelige liv i øjnene. Det er nemmere at feste med vennerne. Personligt, tror jeg, at jeg bruger musikken og bandet til udligne min rastløshed og glemme det ansvar der hører voksenlivet til,"
siger han, og forklarer om karakteren Simon:"Simon kunne være mange af mine venner. Det er en fyr, som er forvirret og som er rastløs, som dyrker sine venner og har svært ved at blive voksen. Han har svært ved at binde sig til noget, fordi han nok ville komme til at kede sig. Og så er han en sårbar person. Hvis tingene ikke flasker sig som han gerne vil have det, bliver han sårbar og selvdestruktiv og begynder at flygte fra det,"
siger han og forklarer, at rastløshed og usikkerhed er meget kendetegnende for det miljø han selv færdes i i København: "Rastløsheden mærker jeg hver dag. Jeg vil gerne have, at der skal ske noget, så mit liv er spændende«. Der ligger en vis rastløshed og usikkerhed omkring fremtiden i de miljøer jeg færdes i. ’Kan man nu klare sig og hvad skal man nu blive til’?. Den usikkerhed gør mig rastløs," siger han.På sit 6. sabbatår
I dag er Kristoffer Bech stadig i gang med det, der i filmen iscenesættes som ’den sidste sorgløse sommer’ eller som han selv formulerer det, sit 6. sabbatår."Jeg mærkede efter gymnasiet, som jeg ikke trivedes i, at jeg ikke kunne se mig selv på en videregående uddannelse. Og det har da været et pres, at jeg ikke har valgt den vej som mange af mine venner har taget. Mange af mine kammerater er ved at tage en kandidat, og det er lidt sådan… nøjeren. Jeg er stadig i gang med den sidste sorgløse sommer,"
siger han og fortsætter: "Og jeg kan godt mærke, at dem der tager en uddannelse nu, dem skubber jeg mere og mere væk, så der kun er dem tilbage, der er lige så usikre som mig. Det sker naturligt, for de finder nogle nye. Man skifter flok. Nu skal du videre på arbejdsmarkedet, så starter et nyt kapitel. Det er jeg vemodig over, men det er en proces, der sker naturligt. Man vælger til og fra".Så meget kærlighed bag filmen
Selvom Kristoffer Bech har valgt en mere alternativ vej, hvor fast skolegang ikke har spillet nogen større rolle, har han alligevel nydt det at lære skuespilfaget mere metodisk, og har i processen også haft en coach tilknyttet. Han håber, at der i fremtiden kan opstå nye muligheder for at spille skuespil, men fokuserer lige nu på, hvor spændende en oplevelse det har været at være med. Anmeldernes dom er mindre afgørende."Jeg er rigtigt glad for filmen, som jeg synes er meget smuk. Jeg synes den har ramt vores fælles vision som vi havde inden vi gik i gang. Jeg håber folk vil tage godt imod den, men os der har været med er så glade for den og har lagt så meget kærlighed i den for os selv, og det kan der ikke rokkes ved. Vi har det bare selv rigtigt lækkert over den. Og så længe vi har det, så har vi hinandens ryg,"
siger han og fortæller, at hele settet har været tilfredse:"Der har været god stemning omkring det, også fra Rasmus (Heisterbergs, red.) side, der synes det var et godt valg med nye ansigter. Jeg håber på, at jeg kan blive brugt flere steder,"
siger han. Hvordan det går Simon og de andre drenge i filmen "I Blodet" vil Kristoffer Bech ikke ud med. Finder Simon den indre ro eller knækker han nakken på voksenlivet krav forventninger? "Det ligger i blikket– det er en åben slutning, og jeg har selv tit tænkt over det. Den kan tolkes på mange måder, så det må man selv afgøre, når man ser den,"
siger Kristoffer Bech."I Blodet" kan ses i de danske biografer fra 15 september.
