tir, 15 dec 2015

Blodtørstige orker skal få unge til at sprudle

Rollespilsfabrikken har sat sig for at indfange 5.000 nye unge orker, hekse og troldkvinder

Snart vil tusindvis af orker myldre ud og omdanne landets skove til magiske rollespilsuniverser, hvor der især bliver plads til nogle af de unge, som ikke føler sig tiltrukket af at score mål og hoppe højt. Nordea-fonden har fokus på det gode unge liv og støtter projektet med 3 mio. kroner.

Der er ikke noget galt med fodbold. Eller med stangspring for den sags skyld. Det er bare ikke alle unge, der finder glæden og fællesskabet ved at score mål eller hoppe højt. For nogle unge er fornøjelsen langt større ved at klæde sig ud i fantasifulde kostumer og leve sig ind i et magisk univers sammen med ligesindede. Og de kan de næste to år se frem til langt bedre udfoldelsesmuligheder. Rollespilsfabrikken, der er landets største rollespilsforening, har sat sig for at indfange 5.000 nye unge orker, hekse og troldkvinder til et legende univers, hvor man kan udvikle sig socialt og kreativt, samtidig med at man får bevæget sig. ”Der er ingen tvivl om, at rollespil appellerer til unge, der er indadvendte, men det er langt fra hele billedet, og vi vil gerne tiltrække alle typer af unge,” siger projektleder Anders Berner, der med støtte fra ti lokalforeninger landet over snart vil drage ud på landets skoler, i klubber og ungdomsforeninger for at fortælle om projekt ’Orkerne kommer’. LÆS OGSÅ: "Man kan lære meget af at ”tæve børn” i fritiden" Fantasi, empati, motion og venskaber I rollespil handler det ikke bare om at løbe hurtigt og hoppe højt. Deltagerne skal kunne leve sig ind i forskellige roller, og det kræver både fantasi og empati, fortæller Claus Raasted Herløvsen, som er formand for Rollespilsfabrikken: ”Når deltagerne påtager sig roller som alt fra blodtørstige orker til vise troldkvinder, opøver de forståelse for andres synspunkter og følelser. De arbejder kreativt med kostymer, fortællinger og skuespil, mens de både kæmper strategisk og fysisk. På den måde er rollespil en involverende fritidsinteresse, der bygger bro mellem mange kreative discipliner. Når børn og unge kaster sig ud i det, får de motion og ofte nye, langvarige venskaber. ” Mod til selv at arrangere ’Udveksling for orker’ ønsker at skabe varige afsæt, som skal få deltagerne til at involvere sig og selv få mod på at kaste sig ud i at arrangere spil. Derfor vil projektet i samarbejde med lokale rollespilsforeninger, klubber og ungdomsskoler afholde 4-5 store og 30 mindre rollespil i løbet af de to år projektet løber. Erfaringerne herfra skal uddanne 200 unge fra rollespilsforeningerne til aktive arrangører, så de kan sørge for aktiviteter i deres foreninger, når projektet er slut. ”Vi ønsker at udbrede rollespil i hele Danmark, og derfor har vi valgt at samle vores erfaringer og etablere et netværk på tværs af landet fra Thy til Falster, som skal dele den læring, vi har gjort, ” fortæller Claus Raasted Herløvsen. Lislyst, fællesskab og identitet Nordea-fonden har valgt at støtte ’Orkerne kommer’, fordi det kan være med at styrke gode unge liv både nu og på længere sigt. ”Rollespil bygger på nogle af de værdier, som vi vægter i vores arbejde med at styrke gode, unge liv - nemlig aktivitet, livslyst og fællesskaber. Vi tror på, at projekter som ’Udveksling for orker’ kan være med til at give flere unge lyst til at være fysisk aktive og mod på at indgå i sociale relationer. Og det er jo helt centrale elementer i det gode, unge liv, ” slutter Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordea-fonden. 5.000 unge skal fra februar 2016 til september 2017 prøve at spille rollespil, og målet er, at hver tiende skal meldes ind i deres lokale forening eller krydse klinger i fremtidige slag. Fakta om projektet ● Bag projektet står Rollespilsfabrikken, som er Danmarks største rollespilsforening med ca. 1.000 medlemmer. ● ’Orkerne kommer’ vil styrke rollespilsmiljøet over hele Danmark, så tusindvis af unge kan deltage i sunde og kreative udendørs aktiviteter sammen med andre. ● Alle unge har mulighed for at være med - det tæller bl.a. unge uden for storbyerne, de mere indadvendte unge, samt de unge, som typisk ikke er fysisk aktive. ● I løbet af projektperioden skal der holdes 4-5 store og 30 mindre rollespil, der skal give over 5.000 unge mulighed for at prøve kræfter med rollespil. ● Erfaringer fra projektet samles i en rapport og deles med relevante parter. Faktaboks: Det gode, unge liv ● Nordea-fonden støtter aktiviteter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. ● I 2015 har Nordea-fonden øremærket op til 100 millioner kr. til projekter, som gør en ekstra indsats for at styrke unges identitet, livslyst og fællesskaber. ● Nordea-fonden har modtaget 440 projektforslag ● Læs mere om de projekter, fonden har valgt at støtte på link til projektoversigt for Det gode unge liv