ARTIKLER

man, 26 jun 2017

Copenhell: Blomsterpige sluppet løs i helvede

Copenhell er ovre, men her kan du få et glimt ind i metalfestivalen - set fra en rookies synspunkt.

Tekst: Anne Kristine Rasmussen

Spændt og med sommerfugle i maven cykler jeg torsdag ud mod Refshalenøen, hvor jeg for første gang skal opleve Copenhell og i øvrigt skal skifte bekendtskab med metalmusik, som er en helt ny verden for mig. Da jeg kommer ud på pladsen, bliver jeg mødt af et overvældende syn. Pladsen er prydet med kors, kirker og skilte, hvor der bl.a. står ”Welcome in Hell", og selv retterne på menukortene er opkaldt efter metalsange.

Det er som at træde ind i en helt andet verden, hvor de fleste af festivalgængerne er iført sort tøj, er tatoverede og har frisyre, som jeg kun tør ane om hvor længe har taget om at sætte. Da mine venner er fanget i både mosh pits og crowdsurfing til Prophets of Rage ender jeg med at stå alene i et godt stykke tid, før vi finder hinanden. Men det gør intet! Et utal af mennesker henvender sig til mig, skåler og kaster ’djævle håndtegn’. Til start føler jeg mig noget malplaceret, som jeg står der i min grønne blomsterkjole og forsøger akavet at kaste håndtegn tilbage. Men hurtigt kan jeg mærke rusen af lykke, da stemningen emmer af kærlighed, hvilket er generelt for hele min oplevelse på Copenhell - på trods af, at jeg til tider gik alene rundt på pladsen, følte jeg mig aldrig alene.

Gennemsnitsalderen er højere, end jeg har oplevet på andre festivaller, og jeg har fornemmelsen af, at de fleste er opvokset med rock, og har et helt særligt tilhørsforhold til hele det dystre univers. Men til koncerterne blev mine fordomme hurtigt afkræftede, og jeg tog mig selv i at stå og rocke lidt med, og blive fanget af musikken, som jeg nu er blevet inspireret til at lytte meget mere til.

Vejret var blandet, og der kom nogle ordentlige regnskyl. Jeg var ofte bekymret om,  hvorvidt min mascara ville løbe. Men jeg trøstede mig med, at det absolut ikke er den værste festival, at have pandaøjne på. Tværtimod!

Jeg overværede DM i smadder, som åbenbart er en disciplin, og om muligt, er noget af det fedeste jeg har oplevet. En flok fyre, nogle sågar nøgne, står og dystre i, hvem der kan smadre en bil mest muligt. Der er ikke noget pis! Det er i øvrigt kendetegnende for hele festivallen, man er bare som man er, man er samlet om musikken og stemningen, intet andet. Frederik, en gut jeg interviewede sagde det så fint. ”På Roskilde festival står de fleste med en iPhone og filmer og snapper koncerterne til deres venner, her er man bare tilstede i musikken, hvilket skaber en helt særlig intimitet”. 

Jeg vil anbefale festivalen med fuld smadder! Det er den hyggeligste, og det mest interessante crowd at være en del af. For man bliver en del af det hele. Dette på trods af, at jeg hverken hører metal til dagligt, men derimod elsker indie-musik og blomsterkjoler! Jeg skal helt sikkert tilbage næste år!