Jon Bon Jovis stemme er ikke hvad den har været
Parken – den 6. juni 2013 New Jersey bandet, Bon Jovi, parkerede deres 1959 Buick Electra 225 for 10. gang på denne tourné. Scenen, der var dekoreret som en 1959 Buick Electra 225, var intet mindre end imponerende og da koncerten gik i gang hørte man tændings lyde fra bilen. Aftenens første nummer var That's what these waters made me, hvorefter bandet gik over i et af deres største numre, You give love a bad name. Jon Bon Jovis stemme er ikke hvad den har været. Igennem hele koncerten havde han problemer med det høje register, og måtte overlade de høje toner til pianisten, David Bryan, og publikum. Derudover glemte han ind imellem lyrikken på hans egne sange, og måtte mumle henover teksten. Hele bandet keglede også rundt ind i mellem, og nummeret Because We Can var en decideret rodet oplevelse. Jon er dog en entertainer som fik gang i publikum, hvilket kunne ses under nummeret Raise Your Hands, hvor publikum var med på alle Jons håndbevægelser. Koncerten bød på klassikere som, Runaway, I'll be there for you, It's my life, Bad medicine, Wanted dead or alive og Livin' on a prayer. Genialt! Derudover blev der spillet bider af cover numre såsom, Roadhouse Blues med The doors og Pretty Woman med Roy Orbison. Stemningen var i top under disse numre, men de stille passager, der blev fyldt ud med ballader, var dræbende kedelig. Jon Bon Jovi er en rigtig ladies man, hvilket fremstod klart, da Parkens tre generationer af kvinder whinede og skreg efter ham. En heldig kvinde fra publikum, Babara fra Napoli, Italien, blev inviteret op på scenen og sang nummeret Who Says you can't go home med Jon. Bon Jovi pleasede generelt publikum, da han også improviserede sig med sange, der ikke var på setliste. Aftenen kulminerede med nummeret livin' on a prayer, hvor hele Parken sang "Whooah, we're half way there, Whooah, Livin' on a prayer. En god aften, med en desværre middelmådig Bon Jovi. 3 stjerner ud af 6. Anmeldt af Amir Amirian
