man, 02 mar 2015

Café for 300: Delikate snacks har identitetskrise i Lyngby

Café Neros tapas

At sammensætte snacks er vejen frem, hvis man skal blive mæt for billige penge på Café Nero. Resultatet blev en slags stilforvirret, men velsmagende tapas

Café Nero, Lyngby Hovedgade 51, 2800 Kgs. Lyngby

Anmeldt af: Amanda S. Schiller Foto: Jonas L. Holm

Value for money: Over middel, hvis man vælger fra snackmenuen. Madens kvalitet: Superb Betjening: Imødekommende, beredvillig og tilpas hurtig Indretning: Lidt kedelig loungestil i stueetagen – spacet blå belysning på 1. etage "Vi åbner først klokken 17," siger to smilende ansatte, da jeg kommer ind af døren en halv time før. Det stod ganske vist på døren, men på hjemmesiden står der, at der er åbent mellem 12 og 22. Ved første øjekast på menukortet forekommer det håbløst at mætte to maver for 300 kr. Hovedretterne koster 225 eller derover. Forretterne mindst 79. Desserterne mindst 99. Men så opdager jeg listen ’Snacks og andet godt’, hvor priserne varierer fra 20 til 45 kr. Det viser sig, at der er råd til fem (ret mættende) snacks, en macchiato og to små kolde drikke. »Det kommer nok til at tage 10 minutter,« siger tjeneren og spurgte, om det var i orden. Det virkede ret så rimeligt – også selvom det tog fem minutter ekstra. LÆS OGSÅ: "Café for 300: Stemningen er i top i Løve's hule"

’Sour cream’-popcorn og estragondip

Hos Café Nero bliver ellers kedelige ’fast food’-snacks tilføjet et alternativt præg. Chips peppes op med fransk ’blue cheese’-dip og popcorn med ’sour cream’-krydderi. Pomfritter fås både med aioli- og estragondip (på kortet kaldet ’fat eller slim Joe med creme’) og som ’fries extravaganzzzzzza’ med bacon, cheddar, rødløg og jalapenos. Man kan hurtigt få for meget friturestegt kartoffel. Heldigvis er der også sundere småretter på menuen. Blandt andet smoked grilled jumboreje, fyldte svampe og cæsarsalat. De fyldte svampe kan varmt anbefales; de har en lækker syrlig smag. Også minipizzaerne var delikate og mættende til prisen. Caféen har desuden en altan, hvor man kan sidde om sommeren. Hvis man besøger caféens facebook- eller hjemmeside, skal man være opmærksom - det er ikke blot åbningstiderne, men også menuen der ikke er opdateret. På facebooksiden er køkkenet beskrevet som ’britisk, fransk og vegetarisk’, hvilket ikke helt harmonerer med Colosseum-billedet på væggen, eller at en vegetar gik fra caféen, da der kun var kødholdige hovedretter.