Fire unge har bestilt en one way ticket til Asien og lige nu beretter de fra Cambodja
Tekst:
Liv Anine Bang Kirkensgaard
Foto:Michelle Danielsen Rytter
Jeg ser en storslået natur, hvor palmerne tilfældigt står strøet ud over de grønne arealer, og breder sig så langt øjet rækker. Jeg ser vinden puste liv i de stillestående rismarker, så det ligner bløde bølger, der ganske langsomt aftager. Solen bager ned på de røde landeveje, og suger hurtigt dagens regnskyl til sig. På hver sin side af hovedvejen står faldefærdige huse, hvis platform er oprejst på skrøbelige træstolper, til forsvar for monsunens kraftige udbrud. Luften er tyk af os fra de mange køretøjer, som vidst aldrig har været i nærheden af et filter, og der er langt til det nærmeste købmand. I hvert fald hvis man skal bruge andet end dåsecola, tarvelige småkager eller flaskevand. Når jeg drejer hovedet, ser jeg farverige markeder hvor små som store boder, stolt viser goderne frem. Nogle steder består en stand blot af enkelte kokosnødder, mens andre mægtigt fylder to bræddeborde med frisk frugt i alle regnbuens farver. Det ser indbydende ud og jeg har lyst til at smage på det hele.
None
Kikker jeg op, falder mit blik på store parasoller, som udover at sørge for at give besøgende tag over hovedet, ligeså har fordærvet kød hængende. Markedets arbejdsomme mænd og kvinder står energisk dagen lang og skærer, plukker og sortere de mange mængder kød og sælges det ikke – jamen, så er der en ny dag i morgen. Det giver en lugt så modbydelig og provokere min hygiejne, men hvad skal jeg sige. På jorden flyder det med skrald fra frugt, brugte sukkerrør, og plastik i store bunker som i løbet af dagen vokser sig uoverskuelig stor. Jeg ser en rotte piske afsted fra gryderne, som beskidte står stablet på jorden ved den bod, hvor jeg netop har spist min morgenmad. Jeg observere det kun i øjenkrogen, for egentlig er jeg ligeglad.
Jeg ser kvinder med blomstrende pyjamasser siddende i skrædderstilling, mens de koncentreret passer deres arbejde. De taler på tværs af standende, hjælper hinanden med små gøremål og griner genert, når de ikke kan respondere på engelsk. En befolkning, der trods trange kår, stadig formår at smile med øjnene.
Jeg fortsætter igennem den lille by. Jeg bliver hilst på af en befolkning der trods en blodig fortid, stadig har oprejst pande samt munke i safranfarvede rober med en aura af respekt. Deres brede smil smitter, og jeg kan mærke helt nede i maven, at det varmer. Jeg ser en folkefærd hvori der hersker en energisk ånd, og en iver for at lære. Kvinder, mænd, børn og ældre vinker, og puffer til deres sidemand når jeg går forbi. Jeg er stadig fremmed. Et dejligt møde med et inspirerende folk som jeg altid vil huske visuelt, men ligeså gjorde indtryk i hjertet.
None
Ligeså forbavset og smigrende et indtryk Cambodja gav mig, ligeså skuffet blev jeg. Det urørte land som stadig kan tilbyde et ærligt indblik i den tredje verden, er snart forbi. Et land som har været afhængig af finansiel bistand, er nu blevet selvstændig og turismen blomstrer overalt. Jeg ser Cambodjas storbyer bestræbe sig på at behage turisterne. Jeg ser mad som hører hjemme på den anden side af kloden, på hver anden restaurant og massive byggepladser, som med tiden bliver til store ressorts. Jeg ser familien Danmark, med deres børn traskende på de franskinspirerede boulevarder, bridge klubbens trofaste rejsehold bevæge sig ud på nye kanter, og det nyforelskede par som søger det luksuriøse til billige penge.
Jeg ser unge rygsækrejsende tage fra Bangkoks neon belyste gader, og fortsætte rusen i Cambodja. Sihanoukville, som for blot to år tilbage blev benævnt som værende et absolut paradis er i dag en by hærget af turisme, hvis hvide strande er forgiftet af spiritusflasker og forurenet vand. Paradiset er ikke længere eksisterende.
Jeg ser et pejlemærke, et tegn på et nyt kapitel for Cambodja og et spørgsmål om tid. Masseturismen er på vej – men er det en god ting, når tempoet er så højt? Kan befolkningen følge med, eller har deres regering travlt med at følge Thailand i hælene?
Jeg ved det ikke - jeg ved kun hvad jeg ser.
Jeg ser et land jeg engang forelskede mig i. Et land som overraskede mig positivt og efterlod mig med utallige minder. Jeg er glad for jeg så hvad jeg gjorde, for kære Cambodja – om ti år er du en anden, og der vil jeg måske ikke se dig igen.
