MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 03 jun 2014

Clemens stiller op med fuldt band på Lille Vega

None

None

Den landskendte rapper MC Clemens stiller op med fuldt band til en 2 timers koncert på Lille Vega den 20. September. TJECK Magazine giver dig muligheden for at vinde 2 billetter til koncerten, find mere info i slutningen af artiklen.

”Igennem 18 år - siden 1996 - har jeg udgivet numre, som til en vis grad har matchet de skiftende tiders moderne urbane lyd. Det er gået fra gangsta- og battlerap, til mere intellektuel storyteller hip hop og en håndfuld mere lyttervenlige pophits. Senest også med enkelte sangnumre imellem,” siger Clemens som giver stor koncert på Lille Vega 20. september. I 1996 vandt Clemens op til flere uofficielle Danmarksmesterskaber i freestyle og fik førstepladsen til det officielle DM i Rap. Hans store kommercielle gennembrud kom i 1997 med debutalbumet, Regnskabets time, der blev modtaget med gode anmeldelser. Han spillede derefter en stribe udsolgte jobs landet over, og kastede sig så ud i en dobbelttourné med rockbandet Psyched Up Janis. Clemens kreative virke er præget af relativt store udsving, men man kan altid genkende afsenderen. Som artist har Clemens et særligt take på musikken. Det udkrystalliseres, når de forskellige tracks får sig nogle instrumentale tæsk og fremstår i en ny og mere homogen udgave. At give publikum et tilfredsstillende indblik i alle disse års produktion, kan ikke overstås på de normale 75 minutter. Derfor varer koncerten i Lille Vega 2 timer. Der vil være både ældre såkaldte 'Clemens classics', nytænkte musikalske versioneringer samt flere af guld- og platinsinglerne. Lidt teknisk udfordrende rapsekvenser, noget til hjertet, intellektet og basarmen. ”Jeg stiller med fuldt band. Og spiller til sommer ikke nogen festivaljobs, da jeg hellere vil bruge tiden og energien på at øve med mit nye band. Og i særdeleshed med min nye musikalske leder, der skal tage live musikken, i form af instrumenter osv, op på samme niveau, som tidligere tiders mere hip hop baserede koncerter,” siger Clemens. Clemens optrådte første gang i Vega i 1996 med nummeret Graffiti. Samme år som spillestedet åbnede. ”Desuden har jeg indtil for nogle år siden boet på Vesterbro i 11 år. Ergo har jeg fuldt 'den lokale scene' siden starten og finder det naturligt, men også udfordrende, igen at skulle stå på scenen i netop Vega. Et sted hvor jeg har varmet op for navne som Guru og Xzibit, været dommer til DM i Rap i 1997 og selv haft nogle af de helt store liveoplevelser som tilskuer.” To af TJECKs læsere inviteres med til koncerten, deltag i konkurrencen

her

for muligheden for at vinde adgang til koncerten.