MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 18 sep 2014

Cult-kongen går ikke af vejen for en provokation

Brian Sørensen

Cults grundlægger vil hellere være i øjenhøjde med de unge end tækkes dem der bliver forargede over hans markedsføring

. Hvis man løber med strømmen eller bliver forskrækket over lidt modstand i pressen, er det svært at skabe en succesfuld virksomhed. Grundlægger af Cult, Brian Sørensen, går gerne sine egne veje i bestræbelserne for at finde nye drikkevenlige produkter, der matcher et ungt publikum og markedsfører det med  piger uden så meget tøj på og med konkurrencer, som får forargelsen frem hos nogle. Den driftige iværksætter fik således en tur i mediemøllen, da han søgte unge, der ville have et Cult-logo tatovereret på kroppen. Og igen da Cult søgte piger, som ville vinde et par siliconebryster. »Vi henvender os til voksne mennesker med den form for markedsføring, så vi har styr på det. Det er helt inden for lovens rammer. Hvis vores målgruppe synes, det er fedt, så  har jeg altså ikke så mange problemer med, at pressen eller andre vil moralisere. Det vigtigste for os er at være i øjenhøjde vores kuner,« siger Brian Sørensen, som tager imod i det nye domicil i udkanten af Aarhus. Det er et kæmpe lager og kontorkompleks, som er milevidt fra den garage, som han startede ud fra i 1990’erne. Dengang var han også i øjenhøjde med de unge. Som daglig leder af et diskotek i Aarhus undrede det ham, at de unge gik hjem kl. 3 om morgenen. Hvis de kunne feste en time længere ville det gavne omsætningen, og derfor fik han ideen til at lancere energidrikke på det danske marked. Siden er det blevet til en lang række produkter med og uden alkohol. Senest har Cult sendt verdens første sukkerfrie Cola uden aspartan på markedet og firmaet står også bag Vital Water, der er udviklet på baggrund af sponsoratet for det mest vindende danske cykelhold, Cult energy. Brian Sørensens råd til iværksættere: Du skal ikke dø i lange rapporter og planer. Kom i gang med det samme og forfølg din idé. Du skal ikke være bange for at lave fejl. Alle laver fejl. Hvis noget ikke virker, så prøv igen og igen.