Daniel Norgren

Vemodigt og trist musik, der er smuk

Jazzhouse, København K 27. januar 2016

Anmeldt af Amir Amirian

Det er ved at være nogle år siden jeg så Daniel Norgren sidst. Her så jeg ham på Vega, hvor han varmede op for The Tallest Man on Earth. Det var en genial koncert. Mere rå, ærlig og energisk musik skal man lede længe efter. Siden da har Norgren ændret genre markant, og er gået fra rå og energisk blues til vemodigt, trist og ambient musik. Dette skinnede i den grad igennem onsdag aften på Jazzhouse. Indimellem blev musikken så sørgelig, og man kunne høre Norgrens smerte, således at jeg selv blev trist og tungsindig. Daniel gik på med

If You Look at the Picture Too Long

, der er fra albummet Alabursy. Han sad alene bag sit klaver og sang. Ingen tvivl, Norgren synger utrolig smukt og han har en nerve i hans stemme, der adskiller ham fra de fleste musikere. Han er meget følsom, og nogle gange mere end hvad godt er. Han spillede hovedsageligt sange fra hans tre sidste plader, men vi fik også nogle fra hans helt gamle stil. Her i blandt

Big Black Bull

og

Though It Aches,

der desværre blev optrådt i stil med hans nye musikalske identitet. Jeg savner hans energiske blues støj, der bliver sunget på bedste Tom Waits stil. Vi fik dog bl.a. nogle af hans kæmpe hits som

Moonshine Got Me, Black Vultures og What Ever Turn You On.

Jeg manglede dog noget fra hans tidligere år. Hans guitar evner har dog ikke fortaget sig i løbet af årene. Han spiller stadig ultra fede guitarsoloer. Selv om de er lange og simple, så er de forsat spændende og de keder ikke en. Han har en evne til at vide, præcis hvor længe han må strække soloen. Aftenen bød på et par enkelte kedelige stunder, hvor man godt kunne bruge lidt mere liv og knap så meget sorg. Når det er sagt, så er Daniel Norgren en kunstner, der maler med følelser.