MODE & STIL

ons, 21 jan 2015

Dansk rap og beskidt svensk hiphop.

Tudsegammelt & Sjukstugan mødes til koncert i Pumpehuset.

Det er danske Tudsegammelt og det svenske Sjukstugan, der er gået sammen om to dobbelt koncerter på hver sin side af Øresund. Den første bliver i København, og den næste i Stockholm til marts, hvor de vil møde hinandens publikum.

Med en smadret og rungende tuba, tunge trommer, skarpe tekster, kontrabas og skæve beats leverer det fem mand høje orkester, Tudsegammelt, den lyd, dansk rap har savnet. Med rødder i hiphop har gruppen siden 2010 rejst landet tyndt i en tudsegammel tourbus og kickstartede sidste forår en Danmarks turné i et tætpakket Pumpehuset. Tudsegammelt består af fem mand, der alle kommer fra det sydlige Jylland og som nu er bosat i København.

Svenske Sjukstugan består af Dirty Jens, Buju Anton og Bjarne B. Sammen leverer de positiv, beskidt og kringlet hiphop uden kompromiser med en altid legende og eksperimenterende tilgang til både beats og rap. De tre gutter har syslet med hiphop siden teenagealderen i mange forskellige former og konstellationer, men først et sted mellem 2010-2011 blev de forenet i Sjukstugan, opkaldt efter Antons bopæl, der var et vigtigt samlingspunkt for unge hiphoppere.

Første koncert den 23. januar kl. 20 i Pumpehuset. Billetter kr. 80,- + gebyr.

Tudsegammelt - På Landet video: