DET SKER

ons, 12 nov 2014

Dansk sølv ved verdens største DJ-konkurrence

Den 36-årige danske DJ Henri Matisse er netop kåret som sølvvinder i verdens største DJ-konkurrence på Ibiza. Konkurrencen,”burn Residency 2014”, er med over 6.000 kombattanter fra mere end 100 lande verdens største DJ-konkurrence, og DJ Henri Matisse var med i udskillelsesløbet til det allersidste. Nu venter der det nye, danske stjerneskud på DJ-scenen et samarbejde med en af verdens mest respekterede DJs og fremtidige jobs på nogle af verdens største klubber. Danmark har med navne som Rune RK/Kölsch, Morten Breum og Noir tradition for, at levere talentfulde DJs til den internationale musikscene. Navnet DJ Henri Matisse siger måske ikke mange uden for det danske DJ-miljø meget, men det kommer det til i fremtiden. Den københavnske DJ opnåede nemlig en anden plads i den verdensomspændende konkurrence ”burn Residency” - The World’s Biggest DJ Competition – og tager nu forsmag på livet som international DJ. ”Det har været lidt af en drøm, siden jeg vandt den danske afdeling af ”burn Residency 2014”. Gennem konkurrencens tre måneder på Ibiza har jeg opnået at spille på nogle af verdens fedeste klubber foran et publikum på op mod 1.500 mennesker. Man vil selvfølgelig helst vinde, men en andenplads er mere, end jeg turde drømme om, da jeg i februar uploadede mit konkurrencemix på ”burn Residency’s” facebookside, siger Henri Matisse. Skal mixe for millioner ”burn Residency – The World’s Biggest DJ Competition” - har haft over 6.000 deltagere fra mere end 100 lande. I april blev der afholdt dansk delfinale i København, hvor DJ Henri Matisse tog den danske titel og hermed adgangsbilletten til finalen på Ibiza. På den spanske ferieø dystede han i første omgang mod 18 andre DJs og kunne som en af fem gå i den endelige finale. Her var den københavnske DJ ifølge dommerne kun millimeter fra toppen af podiet, som i stedet blev indtaget af spanske Javi Row. Drømmen om at rejse rundt i verden og leve som DJ er nu større end nogensinde før. ”Selv om jeg ikke blev etter, så har jeg fået skabt et netværk til nogle af de største DJs i verden, og skal fremadrettet sende mit musik til DJ-legenden Carl Cox. Så min plan er, at fortsætte med at arbejde med musik, og forfølge mine drømme, hvilket forhåbentligt bliver til en masse gode oplevelser rundt i verden” siger Henri Matisse, og fortsætter: ”Jeg har fået opsat et samarbejde med Ibiza Sonica Radio, som jeg skal levere et mix til hver måned. Med to millioner månedlige lyttere fra hele verden, kommer jeg her i fornemt selskab med verdenskendte og internationalt etablerede DJs, som har radioshows på stationen. Der er også allerede nogle jobs på Ibiza næste år, så jeg vender stærkt tilbage til den spanske party-ø”. Vinderne blev spanske Javi Row, der udover den prestigefylde titel også vandt en managementaftale til en værdi af €100.000.