Det er dejligt at tilbringe sin søndag i selskab med Saybia

Saybia

Store Vega, København V,

20. marts 2016

Anmeldt af Amir Amirian

Det er ved at være 3,5 år siden jeg så Saybia. Dengang var i det i DR’s Koncertsal, hvor de fejrede deres 10 års jubilæum for deres debutplade

The Second You Sleep

. Det er ikke lang tid siden de offentliggjorde, at de var klar til at udgive igen og vi fik udgivelsen den 2. oktober 2015. Denne aften i Vega var slutningen på deres Danmarks turné. Saybia havde udsolgt salen, og dette var første gang siden deres debut i 2002. I bedste Axel Rose stil kom Saybia på scenen 30 min senere end planlagt. Det er fandme Rock’n’Roll - sarkasme kan forekomme. Det første nummer, der blev skudt af var

Untitled

fra

These Are The Days.

Instrumentalt var Saybia på fra starten. De kom over scenekanten og man kunne mærke musikken inderst inde. Bl.a. sluttede bandet

Untitled

af med en gedigen rock-outtro. Søren Huss er dog en anden sag, da det var tydeligt, at han var ramt af en forkølelse. Han kæmpede oftest med de høje toner, som normalt ikke plejer at være et problem. Han pressede sin stemme til det yderste og det kunne høres. Oftest virkede det som om, at det var sværest for ham at starte sangen, hvorimod det blev bedre som sangen skred mod enden. Den første håndfuld af sange var en ren hitparade fra folkeheltene, heriblandt

Eyes on the Highway, 7 Demons, In Spite Of

og

On Her behalf.

Sidstnævntes tekst gav mig kuldegysninger. Den ramte lige ind, særligt taget i betragtningen af, hvordan verdenssituationen ser ud disse dage. Endvidere fik vi

The Second You Sleep,

hvor Huss opfordrede alle til at synge med. Huss havde hele aftenen et fantastisk tag om publikum, og publikum elskede ham – inklusiv mig selv. Han jokede og interagerede med publikum, hvilket gjorde at koncerten blev det mere intim. De +1000 mennesker i Vega føltes pludselig som 100. Søren introducerede deres nye plade, og herefter fik vi 3 sange i streg. Generelt må jeg sige, at det virker som om Saybia ikke ved hvilket ben de skal stå på. Det ene ben har sit fodfæste i 2016, hvorimod det andet er i starten er 00'erne. De vil gerne udvikle sig, men de formår alligevel aldrig at gøre det helt, hvilket ikke fungerer skide godt. På det nye nummer

Down

var Huss’ stemme på sit værste. Han nærmest brummede det halve af sangen ofte sang han falsk. Deres nummer

Still Waiting

var ganske fed, men vokalen havde fået et snært af roboteffekt, hvilket fungerede knap så godt. Herefter forsatte de deres hitparade – andet er også svært, når ens tre første plader nærmest kun består af gode numre. Heriblandt fik vi

Angel

i en lidt alternativ version,

Fool’s Corner,

og

The Day After Tomorrow

, hvor folk gik helt amok. De sang med på toppen af deres lunger og stemningen forsatte, da Huss & co. spillede

Brilliant Sky

efterfølgende. Aftenen sluttede af med ekstranumre, hvor de blandt andet spillede et Bowie nummer,

Lazarus

, og deres egne klassikere

Bend The Rules

og

I surrender.

Generelt en fantastisk aften med Saybia, hvor bandet det meste af aftenen var på toppen og havde en fed energi. Det var meget sjældent, at de spillede skævt. Huss’ egen performance har været bedre, men man må give at han prøvede på trods af en stemme, der var ramt. Alt i alt en god og dejlig aften i selskab med Saybia, dog uden at den blev mindeværdig.