MODE & STIL

tir, 09 maj 2017

Den første gang

Lige som mange andre ting kan forelskelse føles forskelligt

Når du kommer i puberteten, sker der en masse ting med kroppen. Måske er det også i den periode, at du bliver forelsket for første gang. Men følelser kan være forvirrende. Læs med her og find ud af de tegn, som kroppen giver dig, og som kan være et vink om at du er forelsket, tiltrukket af en anden, eller klar til din seksuelle debut.

Tekst: Sidse Elsig

Forelskelse og lyst

Lige som mange andre ting kan forelskelse føles forskelligt. Måske er den vild og voldsom, og gør at du nærmest ikke kan spise, sove og koncentrere dig i skolen. Dine tanker kredser hele tiden om ham den nye dreng fra klassen, eller hende pigen du mødte til koncerten. Måske mærker du et lille sug i maven, når du går forbi ham. Du er nysgerrig efter at finde ud af, hvem den anden er. Eller måske har du lyst til at dele alle dine hemmeligheder med den anden, fortæller Johanne. Måske er forelskelsen det der gør, at du får lyst til at have sex. Men hvordan ved man overhovedet, om man er klar til det? Lysten kan være svær at beskrive, men Johanne fortæller, at man ved at kende sin krop og lægge mærke til de tegn den sender, kan få en god fornemmelse af om man måske skal springe ud i det. Måske oplever du at din krop reagerer anderledes, når du er sammen med vedkommende. Du får måske hjertebanken, sveder ekstra meget eller oplever, at dit åndedræt bliver tungt, og du har lyst til at komme tættere på den anden.
None

None

Johanne er sundheds- og seksualunderviser og studentermedhjælper i national afdeling, Sex & Samfund.

Kend dig selv

Den første gang er noget, man selv definerer. Måske kan det være en fin start at sove sammen, uden at I nødvendigvis har sex. På den måde kommer man også tættere på hinanden. Mange tror at den første gang er lig med samleje, fortæller Johanne. »Men man kan have sex på mange andre måder, det vigtige er at man taler med sin partner eller prøver sig frem,« siger Johanne. »Find hver især ud af, hvad I tænder på og kan lide, så er det nemmere at forklare din partner, hvad du vil, og hvad du ikke vil seksuelt.« Det handler om at blive opmærksom på dine seksuelle grænser ved først og fremmest at kende dig selv. Men husk på, at det også er sammen med den anden, at du lærer dig selv at kende. Måske finder du ud af, at du kan lide noget, som du ikke nødvendigvis var klar over. Eller du oplever noget du ikke bryder dig om, og som du kan lære af til næste gang. Johanne understrejer dog, at det er vigtigt, at man ikke går med til noget, som man ikke kan lide. »I modsætning til mange andre situationer i livet, hvor man ofte presser sig selv for at udfordre og præstere lidt bedre, er det vigtigt at lytte til sig selv, og tage det i sit eget tempo. Det handler om at springe ud i det, men samtidig have dig selv med,« siger Johanne.

Porno og præstationsangst

Mange unge finder inspiration i at se porno. Det kan være helt fint for nogen fortæller Johanne, så længe man er klar over de forskelle, der er på det at have sex med en anden og det at se porno. For nogen kan porno give et forkert billede af, hvad sex er og det kan være med til at man måske får præstationsangst, fordi man tror, man skal leve op til det, man har set. Eksempelvis fortæller Johanne, at mange unge har fokus på, hvordan de ser ud mens de har sex. Når man er i gang skal man helst have kontrol over situationen, sådan så man ser pæn ud, og der ikke opstår uventede lyde eller andet som kunne være pinligt. I porno ser det hele perfekt ud. Mændene og kvinderne er ansat på deres udseende, og scenerne kan tages om. Sådan er det ikke i virkeligheden og det er vigtigt at have for øje, siger Johanne.

Hvordan skal jeg få det sagt?

Fornemmer du, at kæresten er ved at være klar til at have sex, men du ikke selv er det? Er du bange for at såre ham eller hende ved at sige nej til sex? Johanne fortæller at det er en god idé at prøve at forstå den anden. Spørg ind til, hvor din kæreste er på vej hen og vær åben omkring, at I måske ikke er det samme sted. Fortæl at du er rigtig glad for din kæreste, og du kan lide de ting, I laver sammen, men at du ikke føler dig klar til at have sex endnu. Hvis det er svært at snakke med din kæreste om det, kan det være fint at vende det med en ven eller veninde inden, så man nogenlunde ved, hvordan man vil formulere det. Det kan også være fint at skrive et brev eller en sms, hvor du forklarer, hvordan du har det. Når I først har talt om jeres lyst og forventninger én gang er det nemmere at gøre det igen, hvis situationen skulle ændre sig. Måske oplever I også, at I ved at tale om det kommer tættere på hinanden og på den måde bliver mere trygge og måske på sigt får lyst og mod på at tage det næste skridt.