BYLIV

tir, 27 maj 2014

Dobbelt livtag med de store ting

None

None

Esben Svane klar med nyt udspil: ”Jeg ku' løbe fra mig selv, men så løber jeg ihjel…”. Sådan åbner den nye dansksprogede single fra Esben Svane, som han både synger på, og som han selv har produceret i sit studie på den fædrende landejendom i Midtjylland.

’1973 (Den tid vi går og venter)’ blev da også netop skrevet til farens 60-års fødselsdag. Der blev produceret en demo-version af sangen, som blev printet i 100 eksemplarer med et selvfoldet cover, der havde et falmet billede af faren på coveret anno 1973 – året, hvor han i øvrigt mødte Esben Svanes mor. I sig selv en bemærkelsesværdig hyldest til faren, men sangeren har derudover også sig selv på spil i teksten, hvor grænserne udviskes for, hvem ’jeg’ i virkeligheden er. For livet skrider frem, og en dag er det afkommets tur til at stå i nøjagtig de samme eksistentielle valg, som faren selv gjorde i sin tid. Forskellen er, at Esben Svane kan synge om det – og dermed kan vi andre være med på sidelinjen. ”Min far har tit sagt, hvis jeg gik og tumlede med noget, at jeg skulle skrive en sang om det. Og at han er glad for, at jeg kan det – for det kunne han ikke, da han var ung. Han gik på værtshuse og betragtede folk og behandlede tingene i hovedet. Nu har jeg skrevet en sang for ham og til ham. Som jeg forestiller mig, han må have tænkt og følt dengang i 1973, hvor han mødte min mor. Men den er også skrevet delvist ud fra mig selv og mine egne tanker,” siger Esben Svane. Sangen handler om at gå fra barn og ung til voksen, og bærende er en undren over tingene, tiden og verden. Det er en sang om store beslutninger, begyndende parforhold og de ting, der udgør de vigtigste sider af livet. "Vi ku bruge al den tid vi går og venter... på noget," lyder det tilbagevendende og opfordrende i Esben Svanes sang. Og hvem har ikke oplevet at føle, at tiden bare løb én af hænde? ”Det handler meget om at tage stilling til sig selv og sit liv. Og vælge at tro på kærligheden – måske. I stedet for bare at gå og vente.Min far valgte at stifte familie, få et fast arbejde og investere sin tid og sit liv i sin familie. Og det er jo i virkeligheden det, der gør, at jeg kan vælge på alle hylder i mit liv i dag,” siger Esben Svane. Efter sidste års anmelderroste EP ’The Sudden Stop,’ der førte turnéer i Danmark og Tyskland med sig, arbejder han i øjeblikket på sit debutalbum, og Esben Svane kan allerede nu opleves med sit nye band. Hør bl.a. den nye single live her: 30. maj - Jelling Musikfestival 20. juni - Midsommer Festival 6. august - Pumpehusets Byhave 7. august: Smukfest (P3 Teltet)