MODE & STIL

fre, 27 jun 2014

Du har ret til løn – også under sygdom

Halvdelen af de unge under 18 år får ikke løn under sygdom i deres job, selvom de har ret til det. Ofte ved de unge ikke nok om deres rettigheder

Af Jesper H. Hansen og Morten Toft

Er du under 18 år og har et arbejde, er det langt fra sikkert, at du får løn under sygdom. Ikke fordi du ikke har ret til det, men fordi du ikke kender dine rettigheder. Jobpatruljens årlige undersøgelse viser nemlig, at 55 % af de adspurgte unge under 18 år ikke får løn under sygdom, selvom de har ret til det.

Ungdommen er uoplyst

De unge ved nemlig ikke nok om deres rettigheder og går derfor glip af blandt andet løn under sygdom.

»Da vi talte med de unge, var de overraskede over, at de havde ret til løn under sygdom,«

siger Kasper Tolstrup Andersen fra Jobpatruljen. Faktisk vidste hver tredje af de adspurgte unge i Jobpatruljens undersøgelse ikke, om de havde ret til at få penge, når de er syge.

Viden gør en forskel

I Netto afviser man ikke, at de unge kan være i tvivl om, at de kan få løn, når de er syge.

»Der er ofte nogle, der møder syge op på arbejde. Jeg ved ikke, om det er fordi, de tror, de ikke får løn, hvis de er syge, men det kan meget vel være,«

siger Line Kristensen, souschef i en af Nettos butikker. En af de unge, der ikke vidste, at hun har ret til løn under sygdom, er Trine. Hun ønsker at være anonym af frygt for at miste sit arbejde. Trine arbejder i Matas og har en funktionærkontrakt. Hun er overrasket over hendes ret til løn under sygdom og mener, det gør en forskel, hvis hun en dag bliver syg.

»Min chef har ikke fortalt mig noget om det. Måske vil det betyde, at jeg bliver hjemme, hvis jeg bliver syg, i stedet for at skulle kæmpe mig igennem arbejdsdagen,«

siger hun.

“Uanstændig beskyldning”

Den manglende viden hos de unge bunder i en blind tiltro til arbejdsgiverne, mener formanden for HK Handel i Østjylland, Cliff Præstegaard. »Det er min holdning, frit fra leveren, at arbejdsgiverne bevidst snyder på det her område. Supermarkedskæderne har været på arbejdsmarkedet længe, så de kender til lovene og reglerne på området,« mener Cliff Præstegaard. Den udlægning er informationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop bestemt ikke enig i.

»Jeg synes, det er uanstændigt at komme med sådan en beskyldning. Vi gør rigtig meget for at leve op til reglerne, og det ved HK udmærket godt,«

siger Jens Juul Nielsen. Han peger på, at Coop skriver direkte i ansættelseskontrakterne, at unge har ret til løn under sygdom. På den måde står det tydeligere i kontrakten end hos mange andre arbejdspladser.