MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 28 maj 2014

Dyk ned på Disney-eventyrlig havbund

Til sommer sætter Fredericia Teater Disney-klassikeren Den Lille Havfrue op som musical.

Tekst: Marlene Kejser

Eventyrlystne Ariel, nervøse Tumle, skøre skralde og den pligtopfyldende krappe Sebastian er alle med, når Fredericia Teater til sommer opsætter Den Lille Havfrue som musical både i Operaen i København og på Fredericia Teater. Fredericia har et stort cast til forestillingen med intet mindre end 24 skuespillere og musicalperformere. Kristine Yde og Christian Lund har fået hovedrollerne som henholdsvis Havfruen Ariel og Prins Erik. Den danske melodi Grand Prix-vinder fra 2011, A Friend in London’s forsanger Tim Schou, skal spille Ariels bedste ven, fisken Tumle. I det øvrige store persongalleri kan publikum glæde sig til at møde en perlerække af landets bedste, rutinerede og unge musicalkræfter. Musicalen iscenesættes og koreograferes af amerikanske Lynne Kurdziel-Formato, der også skabte Fredericia Teaters succesopsætning af Disneys musical Aladdin. Er du også spændt på, hvordan man kan ’svømme’ på scenen, og vil du se den onde havheks Ursula og strenge, men kærlige Kong Triton i levende live? Så kom med til havets bund til sommer og få samtidig genopfrisket klassikere som ”Leve som dem” og ”Havet er skønt”.

Det praktiske

Musicalen har premiere d. 17. juli 2014 på Operaen og flytter derefter til Fredericia Teater, hvor den spiller fra 28. august. Billetter købes på Billetnet, www.billetnet.dk, 7015 6565.