MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 26 mar 2019

Elever får rigdom i sjælen gennem god opførsel

Camilla Franzen fra Vejle og Aske Lund Schjøtz fra Blommenslyst har taget det fine tøj og de gode manerer på.

Eleverne på Midtjysk Efterskole optræder i lange kjoler og fine jakkesæt, og taler høfligt til hinanden. Drengene trækker stolene ud for pigerne, bukker og smiler. Og pigerne elsker det. Der er Galla på Midtjysk.

Hvad sker der lige? Hele skolen dufter af hårprodukter og parfume. Måske også lidt barbersprit. Er verden gået af lave? Nej, der er bare Galla. På en ganske almindelig torsdag aften, hvor regnen udenfor vælter ned, bliver der spredt guldkorn indendørs. - Alle støder på tidspunkter ind i problemer vedrørende manglende kendskab til korrekt opførsel, tordner Jesper Lomholt overfor de nydeligt klædte drenge, som er samlet til briefing, inden det stor slag. Som lærer oplever han det givetvis til daglig, men i dette tilfælde citerer han Emma Gad, som tilskrives mange af de regler for god opførsel, som stadig er godt takt og tone i det finere selskabsliv. Men hvad skal de unge af i dag bruge det til? - I bund og grund handler det jo om at lære, at vi skal være gode ved hinanden, og ikke altid kun tænke på sig selv, siger Jesper Lomholt.

Sammen på en god måde

Emma Gad fortæller os, hvordan vi skal være sammen på en god måde. Selv om det kan virke lidt støvet og gammeldags, har det evig gyldighed, mener Jesper Lomholt. Så han vil gerne lære eleverne god opførsel og blandt andet kunsten at konversere. - Mange unge taler meget om sig selv, og glemmer at spørge ind til andre, mener han. Og her finder han støtte hos Fru Gad, som siger: - Forudsæt ikke, at Den, med hvem De taler, interesserer sig for det samme, som interesserer Dem. Udfind hellere, hvad der ligger den Anden på Sinde og tal om det. Man har rigdom i sjælen, hvis man først taler, når den anden har talt, skriver hun.

Politisk ukorrekt?

Mens drengene hører, hvordan de skal trække stolen ud for pigerne, og hvordan de skal huske at skåle til den ene og den anden side, er pigerne samlet til en tilsvarende omgang. De får blandt andet at vide, at de ikke skal gå på toilettet alle sammen på én gang. Og at de skal smile sødt til deres kavaler, når han siger noget sjovt. Men ærligt talt. I disse ligestillingstider, virker det så ikke lidt politisk ukorrekt? - Galla betyder at være galant, og det stammer helt tilbage fra riddertiden. Det handler om at være et godt menneske med æren i behold, mener Jesper Lomholt. Og det er eleverne enige med ham i. De vil i hvert fald gerne lege med. - Det er godt at blive påmindet om, at man skal opføre sig ordentligt, og finde de bedste sider af sig selv frem, mener Aske Lund Schjøtz. Han ville nok ikke trække stolen ud for en pige på en date, og han synes også det er lidt tankevækkende, at der tales meget om ligestilling, og alligevel elsker pigerne at blive vartet op.

Kønsroller på tapetet

- Ja, det er rart at blive tildelt al den opmærksomhed. Kønsrollerne bliver tydeliggjort, og så er det sjovt, siger Camilla Franzen. De kaster sig fuldt og helt ind i de roller, som de også spiller. - Det er sjovt at få lov til at byde pigerne op. Jeg overvejede, hvordan jeg ville gøre det, siger Aske. Han endte med at sige: Vil du gøre mig den ære at følge med mig til Galla? Det ville Camilla gerne. Men hun tilføjer, at hun nok ville blive lidt overrasket, hvis det ikke var som en del af skolens arrangement. Billedtekst: Camilla Franzen fra Vejle og Aske Lund Schjøtz fra Blommenslyst har taget det fine tøj og de gode manerer på for en aften. -                           Det er godt at blive mindet om, hvordan man skal opføre sig, mener de. (Foto: Midtjysk Efterskole)