SEXBREVKASSE

tir, 30 jan 2018

Eminem endelig til Roskilde Festival

Den bedst sælgende rapper nogensinde 45 årige Eminem, spiller på Orange Scene onsdag den 4. juli.

Et musikhistorisk øjeblik er i vente, når den amerikanske rapper Eminem i 2018 omsider spiller sin første danske koncert nogensinde. Eminem har siden årtusindskiftet været den suverænt mest ønskede kunstner blandt Roskilde Festivals deltagere.

Kongen af hiphop, Eminem, bliver et af hovednavnene på årets Roskilde Festival.

Koncerten, der finder sted på Orange Scene onsdag den 4. juli, bliver Eminems første danske optræden nogensinde og samtidig én af få koncerter i Europa i sommeren 2018. Siden årtusindskiftet har Eminem været den suverænt mest ønskede kunstner blandt Roskilde Festivals gæster, og meldingerne lyder, at ventetiden belønnes med en massiv hitparade leveret af en kunstner i topform på scenen. https://youtu.be/ryr75N0nki0?t=33

Den bedst sælgende rapper

Den 45-årige rapper, producer, sangskriver, skuespiller - og lejlighedsvise provokatør - er med et pladesalg på over 172 millioner album ikke alene den absolut bedst sælgende rapper nogensinde. Han er også manden bag klassiske hits som Stan, The Real Slim Shady, Without Me, My Name Is, Cleanin' Out My Closet, Love The Way You Lie, og med Lose Yourself fra det delvist selvbiografiske drama 8 Mile blev han den første rapper, der modtog en Oscar. Han fik sit globale gennembrud med pladen The Slim Shady LP i 1999, og efterfølgende udgivelser som The Marshall Mathers LP og The Eminem Show betragtes i dag som klassikere. Eminems niende album, Revival, udkom i december 2017. Pladen er hans ottende albumudgivelse i træk, der er debuteret på toppen af Billboards top 200-liste, hvilket ingen andre før ham har præsteret.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

"Eminem er én af sin generations allerstørste kunstnere, så det bliver fantastisk endelig at få lov til at se ham i Danmark og så ovenikøbet på Orange Scene. "Vi har forsøgt at få Eminem til Roskilde Festival hvert eneste år siden årtusindskiftet, så det er nærmest helt ubeskriveligt, at det endelig lykkes for os her i 2018. Jeg kan ikke komme i tanke om et større scoop end at få ham på årets plakat, og jeg var lige ved at knibe en lille tåre, da jeg endelig fik det bekræftende opkald. Eminem har om nogen bragt hiphoppen ud til den brede befolkning verden over, og hans betydning for musikken igennem de sidste to årtier kan ikke overdrives. Hans koncerter har været fåtallige og eksklusive gennem årene, hvilket også er grunden til, at vi har måttet ventet så længe på en dansk optræden. Men han understregede sidste år på Reading-festivalen i England, at han er i stand til at lægge en festivalplads ned med en fuldstændigt medrivende optræden. Og før han står på scenen på Roskilde Festival, når han at spille sig varm med en række shows i USA. Så alt tyder på, at han bliver en perfekt match med Orange Scene."

I alt 175 navne til plakaten

Roskilde Festival har tidligere offentliggjort navne som Gorillaz, Bruno Mars, David Byrne og Stormzy, Nephew, Benal og First Aid Kit til festivalen i 2018. Cirka 175 navne spiller på næste års Roskilde Festival, og mange flere navne offentliggøres snarest. Partout-billetter til Roskilde Festival koster 2100 kroner (eks. gebyr), mens et begrænset antal endagsbilletter er til salg for 1050 kroner (eks. gebyr). Billetter til sommerens festival kan nu købes på roskilde-festival.dk