MODE & STIL

søn, 04 okt 2015

Er det ok, at min kæreste ser porno?

Når en kvinde/mand bliver jaloux på porno, så har det oftest at gøre med hendes/hans eget selvværd

Kvinde på 19 år fra Egedal Kommune

Jeg er en pige på 19, som har en skøn kæreste på 18 år. Vi elsker hinanden meget højt! Vi bor sammen og har gjort det længe. Jeg fandt ud af, at min kæreste så porno og blev meget ked af det, for jeg synes virkelig det er frastødende! Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det med det og synes vi nåede frem til, at det skulle stoppe. Jeg har så igen nu efter lang tid fundet ud af, at han stadig ser porno, og jeg blev derfor endnu mere ked af det! Jeg synes, det er møg hamrende ulækkert, og jeg føler mig som en eller anden klam sædbank/bolledukke! Kan slet ikke have en fyr, som river den af til andre piger/kvinder! Er det mig der er underlig eller hvad!? Hvad skal jeg gøre ved det? Hilsen mig der hader porno!

Svar:

Mange mænd og kvinder onanerer til porno, og for de flestes vedkommende er der ikke tale om, at man tænder decideret på de mennesker, som er med, men at man bare tænder på, at mennesker har sex. Mange bliver jaloux på deres partners pornoforbrug og tror ofte fejlagtigt, at de vil sammenligne dem med pornoskuespillerne og kræve en masse vild sex i sengen. Har du oplevet, at din kæreste kræver noget i sengen, som du ikke har lyst til? Har du oplevet, at din kæreste sammenligner dig med pornoskuespillerne? Hvis du ikke har oplevet nogle af delene, hvorfor er du så bange for, at det vil ske? Er du tiIfreds med jeres sexliv eller gør pornoen dig i tvivl, om han er utilfreds? Det er vigtigt – hvis I ikke allerede gør det – at I kan tale åbent sammen om porno og onani. Når en kvinde/mand bliver jaloux på porno, så har det oftest at gøre med hendes/hans eget selvværd og usikkerhed over at være utilstrækkelig. Så måske var det en idé, at du på én eller anden måde finder ud af, hvordan dit selvværd er, og om du er usikker over noget ved dig selv eller i forholdet. Der er jo ikke noget galt i at blive jaloux og ked af det, men det er problematisk i længden, fordi din kæreste nok vil blive ved med at se porno. Porno er blot overdrevent skuespil, og han ved, at det er langt fra virkelighedens sex. Så prøv at vende blikket indad og find ud af, hvorfor du føler og tænker, som du gør. Tal også stille og roligt med din kæreste om, hvordan du har det, for det kunne jo være, at han var alt for åben omkring det? Måske skulle han ikke tale om pornoen, hvis det går dig på? Derudover har du helt ret i, at man ikke kan forbyde andre mennesker at se porno, og derfor må du finde en måde at acceptere denne del af din kærestes liv. Nu siger du også, at du synes, at det er klamt: Har du f.eks. prøvet at se en pornofilm, og hvad synes du er klamt ved den? Kunne du f.eks. forestille dig, at I sammen fandt en pornofilm, som du også synes var lækker, og så måske så den sammen? Eller så en pornofilm fra den humoristiske side som dårligt skuespil, men også som en inspiration måske? Du kan læse mere på vores hjemmeside Sexlinien.dk, hvis du f.eks. søger under emneordet ”porno”. Sexbrevkassen er et samarbejde mellem Sexlinien.dk og TJECK Magazine. Hvis du har brug for at snakke med nogen om det (som ikke er dine forældre, lærere eller andre du stoler på), kan du ringe til os på Sexlinien på 70202266 på hverdage mellem 15-17 eller skrive på chatten mandag-torsdag fra 17-19