I sit fritidsjob dykker Erik Frausing efter verdens største guldskatte og jagter dødelige havslanger. Til dagligt har han dykkerfødderne godt plantet på land som underviser ved Frederiksberg Gymnasium
Tekst: Oda Hustad
Foto: Marie Ravn/Erik Frausing »Dybest set har jeg altid lavet det, jeg synes er sjovt. Jeg har ikke set det som et arbejde,« fortæller Erik Frausing. Sulawesi, Svalbard og Snake Island. Destinationerne har været mange og eksotiske. Den eventyrlystne lærer viser billeder frem fra de mange ekspeditioner, han har været på. På et af dem sidder Erik i dykkerdragt med en havslange af typen gullæbet havkrait viklet rundt om armen. »Havslanger er hamrende giftige. Men de er også dødelige, fordi de samtidig med giften sprøjter enzymer ind i deres ofre. Hvis man ikke dør af selve giften, opløser enzymerne kroppen indefra,« fortæller han. Eriks liv handler ikke kun om giftige havslanger. Til dagligt har han benene godt plantet over vandoverfladen som lærer i idræt, bioteknologi og biologi ved Frederiksberg Gymnasium. Et job, han er taknemlig for at kunne kombinere med dykningen. »Jeg er rigtig glad for at have kontakt med de her unge mennesker og kunne flytte dem,« siger Erik. »Og så får jeg penge for at fortælle røverhistorier«, tilføjer han med glimt i øjet.Livet under overfladen
Eriks undervandseventyr startede med et studiejob hos en reklamefotograf, hvor han lærte fotografhåndværket. Men det var en uddannelse som erhvervsdykker hos Søværnet og en investering i et sjældent undervandskamera, som for alvor skød det hele i gang. Erik kunne noget, som ikke mange andre kunne. Det gav jobs jorden rundt. »Dykningen er en helt anden verden. Det er et eventyr at tage på jagt efter en af verdens ti største guldskatte og at få lov til at dykke med hajer og slanger,« mener den 56-årige underviser. I dag har Erik talrige ture på bagen, blandt andet forskningsekspeditionen Galathea, hvor han lærte de dødbringende havslanger at kende. Det giver nogle anderledes erfaringer, som han helt sikkert tror, at gymnasieeleverne får noget ud af. »Jeg kommer hjem fra ekspeditionerne med ny forskning og friske historier i rygsækken. Hvis min undervisning handler om enzymer, har jeg for eksempel nogle gode historier om enzymer i slangegift,« fortæller Erik.Hjertets vej som karrierevej
Hvis Erik skal give sine elever ét råd til fremtiden, vil det være at bruge tid og følge hjertet. »Det er synd, at vi prøver at presse folk så hurtigt gennem uddannelsessystemet. Jeg er ikke sikker på, at folk bliver dygtigere, når de ikke får tid til at fordybe sig og finde ud af, hvem de er,« mener han. »Jeg synes, folk skal lave det, de synes er sjovt. Og så se, om de kan få det til at hænge sammen økonomisk,« siger han.
