Oprydning

fre, 02 okt 2009

FAT PRINCESS

”Fat Princess” er et af de spil, man ikke kan undgå at trække på smilebåndet over. Det har humor, det er nuttet at se på, og det er blodsprøjtende voldeligt – og så er det teambaseret. I ”Fat Princess” vælger man en karakter: Landsbyboer, kriger, præst, troldmand, bueskytte eller arbejder. Hver klasse har sine styrker og svagheder. Tag præsten. Han er ikke den store soldat, men han kan heale andre, mens krigeren bruger sværdet til at flænse sine fjender. Ellers er der arbejderen eller landsbyboeren, der har mere en støttefunktion i kampen mod det andet team. Og netop kampen mod det andet team er her, hvor den kære fede prinsesse kommer ind i billedet. Hvert team skal sørge for at holde det andet teams prinsesse til fange, mens man skal redde sin egen prinsesse fra fangenskab. Hvis man sørger for at fede prinsessen op med kager, bliver det sværere for fjendens hold at transportere hende hjem, men samtidig skal man sørge for at bringe sin egen prinsesse hjem. Det betyder samarbejde med sine medspillere, når det kommer til taktik og rollefordeling – om det er online eller singleplayer. Spillet er underholdende og pænt at se på, men det stiller krav til samarbejdsevner over nettet, hvilket kan være problematisk for oplevelsen, ligesom Sonys servere til tider har svært ved at køre spillet.

Kasper Nesager-Hansen