Amager Bio, 6. maj 2013
De nordiske Indie rock drenge gæstede i aftes amager med deres dansable musik. Aftenen blev sat i gang med Sleep Alone, hvorefter bandet fremførte et af deres største hits, Undercover Martyn, hvilket fik folk til at hoppe og danse. Bandet var en energi-bombe uden lige!

Igennem hele koncerten spillede Two Door Cinema Club stramt, og havde det ikke været for forsangeren, Alex Trimble, der skulle tørre sved af panden og derved missede et enkelt ord, havde fremførelsen kunne tilfredsstille enhver perfektionist. Bandet fremstod professionelt, og det kræver sin musiker at kunne spille så punktlig og stram.

På mange måde sige man sige, at der blev spillet for stramt. Der ikke var plads til at lege med musikken, og alle numre blev fremført skematisk efter studieoptagelserne. Alt fremstod planlagt og indimellem kedeligt.

Alex blødte dog lidt op under nummeret Sun, hvilket forgæves gav mig håb for at opleve nærvær fra Two Door Cinema Club. På det afsluttende ekstranummer, What you know, som ubetinget er deres største hit, løsnede bandet helt op og Alex gav nogle anderledes fraseringer, som gjorde musikken lidt mere spændende.

Two Door Cinema Club havde en setliste, der var et godt mix af begge deres albums. De spillede ubegribeligt godt, men desværre stoppede bandets nærvær ved scenekanten.

4 ud af 6 stjerner.

Anmeldt af Amir Amirian, TJECKs musikanmelder

Tekst: Sune K. Sørensen
Foto: Anders M. Teibel

9. marts, 2009. Det danske kvindelandshold møder USA til Algarve Cup i Portugal. Der er spillet 21 minutter af første halvleg, og på sidelinjen står en 21årig pige og tripper utålmodigt. Pulsen er høj. Hun skal skiftes ind til sin debut, og hun er ved at skrive historie. Nadia Nadim er på vej til at blive den første indvandrer nogensinde til at repræsentere et dansk A-landshold i fodbold.

Med falsk pas og lastbil.
På flugt.
Det har aldrig stået skrevet i stjernerne, at Nadia Nadim skulle vokse op i Danmark og blive professionel fodboldspiller. Som datter af en general i den afghanske hær, bliver Nadia i 1988 født til en tilværelse i et af Kabuls finere kvarterer.
Men lykken er kortvarig. I 1996 tager Taleban magten i landet, og to år senere bliver hendes far anholdt og anklaget for spionage. Nadia ser ham aldrig igen. Der er borgerkrig i landet, og en dag får familien besked om, at han blev henrettet allerede dagen efter sin anholdelse.
I år 2000 flygter Nadias mor med sine fem piger fra hjemlandet og sætter kursen mod London. Først flygter de til Pakistan, hvorfra de på falske pas flyver til Italien. Her bliver de gelejdet ind i en lastbil, hvor de sidder klaustrofobisk klemt under kummerlige forhold. Lastbilen holder ingen pauser. Når pigerne skal tisse, er det i en plasticpose.
Efter nogle dage stopper lastbilen. Menneskesmuglerne genner dem ud. Det er tidligt om morgenen, og i stedet for synet af Big Ben bliver de mødt af tomme og trøstesløse gader i Randers. De er havnet i Danmark.

Danmarks svar på Zlatan?
Som den første indvandrer nogensinde på et dansk A-landshold og på grund af sine evner og temperament bliver Nadia Nadim ofte sammenlignet med svenske Zlatan Ibrahimovic. Men sammenligningen holder ikke helt, mener Nadia selv.
»Mit hår er flottere, og så har jeg ingen tatoveringer«, griner hun. »Men jeg kan faktisk godt lide hans attitude, og vi har måske også samme indstilling til tingene. Jeg har også temperament, og nogle gange koger det over for mig. Men jeg har aldrig været svinsk«, forsikrer hun.
Netop Zlatan og ”fede” Ronaldo er hendes idoler, og hun har lært meget af at se dem brillere på youtube. Men det var hendes far, som introducerede hende og søstrene for fodbold.
»I Afghanistan havde vi en aflukket have, hvor ingen kunne kigge ind. Det var ikke så velanset, at piger spillede bold, men i haven kunne vi spille fodbold og mur. Det var alt, hvad vi behøvede«, siger hun.

Født konkurrencemenneske
Da Nadia som 15-årig for første gang deltog i et DBU landsstævne på Lolland Falster, fandt hun ud af, at hun var god til fodbold. Naturtalent vil hun dog ikke kaldes.
»Talent er slet ikke nok. Det kræver hårdt arbejde«, slår hun fast. »Min storesøster spiller også fodbold, og hun var faktisk meget bedre end mig, da vi spillede på juniorholdet. På et tidspunkt begyndte hun bare at dovne den lidt af, fordi hun troede, hun kunne leve på sit talent. Og fordi jeg så gerne ville overgå hende, arbejdede jeg bare hårdere og endte med at overhale hende«, siger hun.
To af Nadia Nadims søstre går også voldsomt op i sport, og hun mener, at det medfødte konkurrence-gen har hjulpet hende med at nå til tops.
»Mine søstre og jeg konkurrerer faktisk i alt – ikke kun i sport. Da vi var yngre, var det alt lige fra, hvem der kunne spise mest is i den lokale isbar, til hvem der kunne børste tænder i længst tid«, siger hun grinende. »Men det betyder også, at jeg vil vinde i alt«, slår hun fast.

I rødt og hvidt

– Fra landsholdstrøje til lægekittel
Selvom Nadia Nadim lader benene tale på banen, er hun også en kvinde med ben i næsen. Udenlandske klubber har flere gange trukket i hende, men hun vil ikke af sted, før hun har gjort medicinstudiet på Aarhus Universitet færdigt.
Inden flugten til Danmark havde hun aldrig gået i skole, og det har krævet hårdt arbejde at komme på universitet. Men da hun møder TJECKs udsendte, kommer hun direkte fra en eksamen med et 10-tal i lommen. Når hun en dag sparker læderet i nettet for sidste gang, drømmer hun om at tage en hvid lægekittel på.
»Mit studie betyder rigtig meget for mig. Selvom fodbold er mit liv lige nu, så vil jeg gerne være læge, når karrieren slutter. For mig er det vigtigt at lave noget, hvor jeg kan hjælpe andre«, siger hun.
Det kan godt være svært at finde tid til både fodbold og fuldtidsstudie. »I december måtte jeg melde afbud til landsholdets tur til Brasilien på grund af mine eksamener, og jeg har også lektier med på træningslejre«, siger hun.
»Det er bestemt ikke let i eksamensperioder. Med så meget fodbold kommer jeg let bagud. Jeg er også en person med så meget krudt i røven, at jeg har svært ved at sidde stille til forelæsninger. Varer de mere end to timer, bliver det ren tortur for mig. Så er jeg nødt til at gå ud og jonglere lidt«, siger hun.

En rigtig rollemodel
Nadia Nadim er en solstrålehistorie. Hun er velintegreret, læser på universitetet, og hun er som den første indvandrer nået til tops i dansk fodbold. Af disse grunde er der mange unge, der betragter hende som et forbillede.
»Jeg er stolt over, at nogle ser mig som en rollemodel. Og det betyder meget for mig, når folk skriver til mig på facebook«, siger hun.
Hun bruger meget tid på at holde foredrag på skoler og i klubber, og hun er engageret i et integrationsprojekt for udsatte unge i Rosenhøj i Aarhus. I 2010 indstillede Team Danmark hende endda som kandidat til Idrættens Kulturpris.
Nadia har et klart budskab til unge med samme baggrund som hende selv.
»Man skal forsøge at se tingene fra en positiv side, ikke gå ned i modgang, og så skal man altså tro på sig selv«, siger hun.
»Mange indvandrere føler måske, at det er hårdere for dem at nå til tops inden for sportsverdenen, men min historie viser, at intet er umuligt. Det kan godt lade sig gøre, men man skal have en stærk mentalitet og ville det rigtig, rigtig meget« fortsætter hun alvorligt.

Fordommene følger med fodbolden
Nadia Nadim er kvinde og muslim. Og det er ikke alle muslimer, der synes godt om, at hun er blevet fodboldspiller.
»Jeg er blevet mødt af rigtig mange fordomme i mit liv. Der har været mange historier om mig. Specielt før jeg blev landsholdsspiller var det hårdt«, fortæller hun.
Hun er aldrig blevet forfulgt eller truet, selvom hun har mødt folk med dårlig attitude, som har sagt en masse grimme ting til hende.
»Det har også været hårdt for min familie, og særligt min mor har måtte lægge øre til mange spørgsmål og rygter«, siger hun. »Skal hun ikke snart lære at lave mad? Hvornår skal hun forloves? Og sådan noget i den dur«, siger hun og trækker lidt på smilebåndet.
»Når min mor havde snakket med andre, blev hun også nogle gange bekymret over, at jeg rendte rundt med drenge. Men vi spillede jo bare fodbold«, siger hun og fortsætter med alvor i stemmen: »Der er så mange normer for en muslimsk pige. Mange forventninger man skal indfri. Men jeg gik min helt egen vej, og det er ikke alle der ser lige positivt på det. Men jeg er altså ligeglad med, hvad andre mennesker tænker«, siger hun.
»Jeg er optimist og jeg ser bare generelt positive i det meste«, fortæller hun.
Sådan er det også med den kommende EM-slutrunde i Sverige til sommer.
»Vi vinder«, siger hun med et glimt i øjet.

Er Rinkenæs efterskole det rigtige for dig?
Se videoen og lær mere:

Mumford & Sons
Falconer Salen -  8. februar 2013

”Godaften København” var Marcus Mumfords første ord, da bandet tiltrådte scenen 21.45. Herefter bragede de igennem med Babel, som også er titelnummeret til deres anden album. Deres store hit I will wait  satte gang i hele Falconer salen, og Mumford & Sons beviste, at de er det næste store stadion band.

Karnevalet var i byen, og det kunne ses på dekorationerne som prydede salen. Med sig havde bandet bragt en ikke ubetydelig blæser- og strygersektion, som gav musikken prikken over i’et. Da Marcus & co. begyndte at spille numre fra albummet Sigh no more, kunne man høre hele Falconers publikum synge med, og i bedste Beatles maner overdøvede publikum ind i mellem Marcus. Specielt var publikum oppe at støde til nummeret Little Lion man, som er deres til dato største hit.

Desværre havde bandet en sløv start hvor de kæmpede med dårlig lyd, som heldigvis blev bedre i løbet af koncerten, men aldrig godt nok.  Igennem hele koncerten lød trommerne hule, og ind imellem skulle man spidse ører for at høre sangen.

Koncerten blev sluttet af med et covernummer af The Bands The Weight, hvor Mumford inviterede de to opvarmningsband med på scenen. Her legede og jammede de mange musiker sammen, og man kunne mærke deres passion for musikken.

Fire ud af 6 stjerner

Anmeldt af Amir Amirian

”Jeg kom ikke for at få, jeg kom for at give”

Af Anne Kildegaard Hansen

Amanda og hendes familie trængte til ferie efter et par hektiske måneder i mediemøllen, så de tilbragte påskeugen i Dubai.

“Jeg har ikke skulle tænke så meget over tingene. Men nu hvor jeg så er hjemme, skal jeg til at træffe beslutninger og tage stilling til en masse ting. Det er lidt kompliceret… Men jeg håber på at få noget musik på benene,” siger Amanda optimistisk.

Som mange ved, endte X Factor med, at Chresten tog guldet med ud af Boxen i Herning. Amanda var også på scenen en enkelt gang.

”Det var fedt, men også lidt svært,” siger hun om sin egen optræden den aften. “Jeg havde håbet på selv at stå i den finale. Jeg følte lidt at noget blev taget lige for næsen af mig. Det svarer lidt til, hvis nu mor og far hev den store julegave ud af hænderne på dig.”

Oplev X Factor-deltagerne live

I de kommende måneder optræder Amanda rundt omkring i landet både alene og sammen med Chresten, Wasteland og Karoline.

3. maj : Stændertorvet, Roskilde: Amanda

4. maj : NRGI Arena, Århus: Amanda

4 maj : Legoland, Billund: Chresten, Karoline, Wasteland, Amanda og Anna & Lusanda

Se det fulde program på www.dr.dk/DR1/xfactor

Amanda glæder sig helt vildt meget til at optræde:

“Jeg har allerede været ude til et job i Frederikssund, og det var super fedt!”

Til sidst snakker vi om fremtiden, og Amanda siger:

“Jeg vil virkelig, virkelig gerne være musiker. Det er min drøm, og jeg håber, den kommer til at gå i opfyldelse.” Måske bliver hendes kunstnernavn Amanda Sofie, for det er hele hendes navn. Men det er ikke sikkert endnu.

Se billederne fra den fantastiske aften her

Foto: Peter Tvermoes

I sidste Live Show før den store finale var det Amanda der måtte se sig slået på målstregen!

Finalisterne til den store finale den 22. marts i Boxen i Herning er Wasteland, Karoline og Chresten.

Billederne fra finalen kommer selvfølgelig også her næste weekend”

Fotograf: Peter Tvermoes.

Scandinavian Congress Center, 8. marts 2013

Lukas Graham er mest kendt for at synge om berusede booty calls i de sene nattetimer. Men under koncerten i Aarhus på selveste kvindedagen beviste han, at han også kan levere musik på kvindernes præmisser.

Scandinavian Congress Center i centrum af Aarhus var fyldt til randen af næsten lige så mange mandlige som kvindelige publikummere, der sang med til tonerne af Christiania-drengens bløde soulpop. Lukas Grahams musik er ikke noget, som verden ikke har set før. Men det musik han laver, laver han godt. Ikke mindst takket være et fremragende band, som foruden bas, trommer og klaver består af en bundsolid blæsergruppe.

Det hele falder lidt igennem når unge Lukas i starten synger en række af sine mere melankolske, grædende sange. Han løfter dog stemningen igen med en fremragende coverversion af Bobby Womacks ”Ain’t No Love in the Heart of the City”, som han dedikerer til sin nylig afdøde far.

Resten af koncerten udspiller sig i et mere dansevenligt tempo, med blandt andet hits som ”Ordinary Things” og ”Criminal Mind”. Bandet når endda at trække en ung blondine op på scenen, som de serverer et glas rødvin mens de synger sukkerfyldt soul til hende. Lukas Graham ved at fri til kvinderne.

Koncerten afsluttes selvfølgelig med superhittet ”Drunk in the morning”, hvor hele salen synger med. Det er nok ikke sidste gang, Lukas Graham kommer til smilenes by.

Anmeldt af Oda Hustad.

I fredagens Live Show fra X-Factor var det Stephanie der måtte se sig slået efter hun blev slået ud af Karoline som begge var røget i farezonen.

Link til slideshow