Det er nærmest umuligt at undgå at hænge med overkroppen og få en usund kropsholdning
Det er nærmest umuligt at undgå at hænge med overkroppen og få en usund kropsholdning

Fem råd: Sådan får du en sund kropsholdning

Vi har i stigende grad stillesiddende arbejde, hvor vi let får en dårlig kropsholdning. Ryggen belastes unødvendigt hårdt, men fem gode råd fra kiropraktoren kan gøre en stor forskel i hverdagen.

Time efter time foran computerskærmen er hårdt for kroppen – ikke mindst ryggen. Det er nærmest umuligt at undgå at hænge med overkroppen og få en usund kropsholdning. Det kan give spændinger i nakken, ryggen og lænden, men ved at følge kiropraktorens råd, kan du komme nærmere en sundere og mere behagelig hverdag.

– Med den måde, vi bruger vores krop på, ved almindeligt kontorarbejde, så vil vi i perioder opleve spændinger – det kan ikke undgås. Men hvis vi ændrer vores vaner en smule i hverdagen, kan det faktisk gøre en stor forskel, og jo tidligere vi begynder at tage hensyn til kroppen des bedre, siger Anders Lauritsen, kiropraktor og medejer i Aarhus Kiropraktor Center, der her giver tips til, hvordan du kan gøre livet lettere for ryggen.

1: Indret din arbejdsplads

– Mange tilbringer størstedelen af de vågne timer på arbejdspladsen, så det er vigtigt at vi indretter os bedst muligt og undgår at komme ud i unaturlige vrid og stræk. En stor synder er for eksempel, at musen ofte er placeret for langt fra kroppen, så vi skal sidde og strække os efter den. Prøv for eksempel at rykke musen ind foran tastaturet.

2: Kom op at stå

– Alle ved det, og alle gør det for lidt. Det bedste råd er det mest simple at gentagne – rejs dig op! Du skal finde en balance, der fungerer for dig, og måske lave en regel, der hedder, at du rejser dig, hver gang du taler i telefon. Helt basalt gælder det bare om at køre bordet op så ofte som muligt.

3: Ryk frem på stolen

– Sæt dig på kanten af stolen og placér benene inde under. Kør eventuelt stolen op, og juster sædet, så vinklen mellem overkroppen og lårbenene bliver større. Det giver mere aktivitet i musklerne i din kropskerne, og du undgår derfor at falde så meget sammen.

kropsholdning1 (480x640)

4: Lav enkle øvelser

– Din krop har brug for at være fysisk aktiv, og hvis du inkorporerer et par simple øvelser i hverdagen, kan det hurtigt give færre spændinger. Prøv at trække hovedet tilbage, så du laver dobbelthager. Eller rul skuldrene bagud og nedad, så du samler skulderbladene. Hvis du går i fitnesscenter, så husk også at træne din bagsidemuskulatur. Det gør du ved øvelser, hvor du trækker frem for skubber.

5: Brug en holdingskorrigerende trøje

– Tidligt på dagen er kroppen stadig frisk, og derfor er det lettere at opretholde en sund holdning om formiddagen i forhold til senere. Et par timer efter frokost, hvor trætheden for alvor sætter ind, genererer vi derimod ofte mange spændinger. Her kan det være en mulighed at bruge en såkaldt holdningskorrigerende trøje. Den støtter, så du får en rank kropsholdning, og den er god til at aflaste, hvis der for eksempel opstår rygsmerter, når kroppen bliver træt.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*