Oprydning

tir, 03 nov 2009

FIFA 10

EA har lyttet til kritikken fra fansene! Og det har gjort "FIFA 10" til det bedste fodboldspil i flere år. Et eller andet sted er det tilgiveligt at tænke det nærmest uundgåelige spørgsmål: Hvorfor skal man atter smide penge efter det seneste FIFA-spil? Som fodboldfan bør man hive pungen frem, fordi ”FIFA 10” er flottere og større. Selvom forbedringerne findes i detaljerne, er de ikke til at undgå. Den mest markante forbedring er klart, at man har fået et mere fleksibelt driblesystem, der giver spilleren mere frihed til at lege med bolden. Ellers finder man et hav af muligheder, såsom Virtual Pro, som holder én fanget i flere uger. Virtual Pro er næsten ligesom et rollespil, hvor man tager hånd om en enkelt spiller og får hans talent til at vokse gennem sæsoner med kampe og turneringer. Ellers er det FIFA as usual. Fed stadionstemning, et par gode kommentatorer, flot grafik, autentiske hold med unikke personligheder og moves. Dog er der områder, hvor ”FIFA 10” godt kunne præstere bedre, men det er marginaler. Næste år byder forhåbentlig på bedre valgmenuer, pænere ansigter på no-name fodboldspillerne på banen og en hurtigere indkastfunktion. Men som sagt, marginaler. Kasper Nesager-Hansen