Vores musikanmeldere har kastet sig over nogle af forårets udgivelser. Her anbefaler de fire fremragende udgivelser, og de tipper dig om to plader, der ikke er lyttetiden værd.
4 gode lyt:
»Goliath« af Kellermensch
None
Esbjergband giver dansk musik håb for overlevelse.
Anmeldt af: Amir Amirian
Jeg har længe haft mit blik på udlandet, da jeg er træt af den danske mainstream musikscene. Efter min opfattelse har der ikke været spændende udgivelser de sidste 5-10 år - med nogle ganske få undtagelser. En af de undtagelser er Kellermensch, der har givet os et frisk pust.
Lyden på pladen forsætter der, hvor de slap på debutpladen, som jeg i øvrigt stadig er vild med. Jeg elsker deres mørke og rolige univers, som samtidig indeholder kaos. Nummeret Bad Sign er et fantastisk eksempel på netop det. Den tunge intro gør klar til et sublimt velskrevet nummer, der indeholder en masse nerve. Sebastians klang er stadig unik og fuld af karakter, hvilket klæder musikken utrolig godt, også selvom den ikke emmer af skønsang. The Pain Of Salvation er energifyldt og Atheist In A Foxhole er mørk og dyster. Med Mediocre Man er bandet ude i et nummer, der har hit- og single-potentiale, faktisk i højere grad end singlen Bad Sign.
Pladen forsætter med det ene fabelagtige nummer efter det næste, og Kellermensch viser virkelig, hvorfor de fortjener at repræsentere Danmark ude i det store udland - bl.a i England, hvor de får spilletid på BBC.
»Vandmand« af Simon Kvamm
None
Simon Kvamm svømmer nu rundt blandt de helt tunge drenge i dansk musik.
Anmeldt af: Jesper Møl Trads
Vandmanden flyder blidt rundt i et hav af musikalske sikkerheder blandt trommefisk, guitartang og klaverbølger. Revner er der ingen af på denne skive, der fra første til sidste nummer fungerer gnidningsfrit. Med Thorsted Friskoles bidragende klo slippes en unik tilgang til musikken løs i enkle, velfungerende foreninger. Mange har set frem til, at Kvamm gik i luften med dette album, og ingen må lade lejligheden til at høre pladen gå forbi.
Der har til tider været en stor summen om, hvorvidt Kvamm er færdig med sine fætre i Nephew, eller om makkerskabet i De Eneste To er slået ihjel. Hans bagkatalog af succes hæmmer dog ikke musikken på pladen her, som er den seneste møtrik i et musikliv på linje med store danske musikere som Kim Larsen, CV Jørgensen, Anne Linnet, og jeg kunne blive ved.
Aalborg Symfoniorkester agerer en varm, dunfyldt dyne over albummets slutning, hvor Kvamm sætter trumf på og viser, at der er ingen over, når han solo manøvrerer rundt i den musikalske manege.
»Run the Jewels 3« af Run the Jewels
None
Kun pladens titel mangler kreativitet og genialitet.
Anmeldt af: Amir Amirian
Det er lang tid siden, jeg har hørt en plade, der dyrker den røde tråd, som RTJ gør på denne plade. Jeg bliver nødt til tage min telefon frem for at finde ud af, hvor mange numre jeg har hørt, da overgangene er så eminent godt lavet, at man er i tvivl, om man er i gang med en ny sang. Dette gør RTJ uden at gå på kompromis med kvaliteten, for musikken er hverken monoton eller kedelig, og der sker så meget igennem pladen, at jeg stadig er underholdt efter at have lyttet pladen fem gange i streg.
Deres flow og rim er så skarpe, at rap-verdenen ikke har set noget lignende siden Run the Jewels 2. Endvidere er deres beats eminente. Det er intet mindre end genialt, hvilket man bl.a. hører på nummeret Down.
Killer Mike og El-P er ret så selvfede, og det hører man bl.a. på Legend Has It, Talk to Me og Call Ticketron, men det er så gennemført, at jeg ikke kan være en hater. Endvidere har de to gutter en fantastisk energi, og jeg elsker deres rapvokal. De laver i min optik rap, som vi så i start 90’erne, og som vi alle savner.
»Will Somebody Save Us« af SAVEUS
None
Poprockende SAVEUS svajer sig ind i de musikalske hjerter.
Anmeldt af: Jesper Møl Trads
SAVEUS har reddet os. Reddet os fra indholdsløs pop fra drenge af guld til rock med en bizar klang. En bizar klang er der så langt fra hos Martin Hedegaard, der har pulseret sig langt væk fra den nasale næsespray, som Danmark stiftede bekendtskab med i X Factor, til en fuldmoden og unik røst, der sjældent er hørt i musiklandskabet.
Musiklandskabet er på denne udgivelse lige så højt præget af resten af SAVEUS’ fabelagtige musikere udover Martin, der oftest bliver synonymet på bandet. Bandet skal have stor ros for at genopfinde det melankolske poprock, der bryder ud af højtalerne og inviterer til stadionrock. Stadionrock skal drengene nok nå, da gaspedalen er presset helt i bund med verden som den endelig destination. Den endelige destination på denne første plade bliver dog en sammenblanding af få numre, der til tider smelter sammen i samme bane. Spor af genialitet afspejler ikke desto mindre skiven, der placerer SAVEUS solidt på danmarkskortet.
2 lyt, du bør springe over:
»100 % Jesus« af Suspekt
None
Vestegnens stolthed har mistet sin aggressivitet, gnist og toneangivende relevans.
Anmeldt af: Amir Amirian
De gamle drenge fra Albertslund er gået pop og har lagt deres fuckfinger på hylden. De er ikke længere vrede på verdenen eller på de kællinger, der knepper udenom. De er i stedet blevet voksne, der prøver at råbe til omverdenen, at de stadig er relevante. Det er lige før, at de er blevet stuerene. Men kun lige før, for deres munde ville stadig have godt af en omgang sæbe.
Kæreste Suspekt, hvis I forsat vil være relevante, skal I til at oppe jer. Bevares, igennem de seneste par plader har I lavet nogle gode numre, såsom Helt Alene, men generelt står det skidt til. For hverken albummene Elektra eller V ramte bullseye, men denne gang har I ikke engang ramt skiven. Jesus, hvad sker der for det? Det er helt okay, at I vil forny jer, men kan I så ikke stoppe med at kopiere andres middelmådige snask?
Hæld Op, hold da op et chokerende dårligt nummer, hvor Xander formår at hive nummeret ned på Burhan G's elendige niveau. Alligevel prøver I at skrige med numrene Står Stadig og Ingen Slukker I Star, at ingen kan slukke drengene fra Vestegnen. Men det ironiske er, at jeg får en umenneskelig lyst til at lukke Spotify ned. Generelt emmer jeres musik af alle de virkemidler, vi har hørt igennem 2015-16. Tager alle popkunstnere lydeffekter fra den samme database?
Jeg er ked af at skulle være så grov overfor jer, for jeg nyder at tage til jeres koncerter, men I har kørt råddent siden Elektra, og nu har I (endeligt) totalsmadret bilen ind i autoværnet.
»Nørd« af Gnags
None
Halvslapt udspil fra de vildeste kaniner i Danmark.
Anmeldt af: Jesper Møl Trads
Jeg er ikke vokset op blandt vilde kaniner, der slingrede ned af Vestergade med sol over Århus i ørene. Jeg har ikke været i ekstase over at se på Peter AG’s finurligheder på en scene, der skifter mellem gummi-muskulatur og reggaedans, med en forårsvarm fadøl i baglommen. Det er dog vigtigt, at det ikke altid er de samme anmeldere, der anmelder den samme musikgenre, så jeg har kastet mig ud i et stykke med Gnags.
Med vuggende reggaetoner, der igennem 50 år har lært danskerne at vippe med alt fra nakken til tæerne, henvender Peter AG’s karismatiske stemme sig til min indre jamaicaner. Fordums up-tempo slagbeat er flere steder skiftet ud med melodramatisk musik uden det dramatiske islæt. Pladen, der er for lang til nutidens formater, holder sig for sikkert til det velkendte, der har virket de sidste mange årtier for Århus-koryfæerne.
Førstesinglen Pjækkedag, der tydeligvis er skrevet over nummeret Vilde kaniner, minder lytteren om, at Gnags skulle være blevet et par dage mere i studiet, i stedet for at pjække at videreudvikle deres musik til dette album.
