Flogging Molly dansede som nisser ved enden af regnbuen over deres potte guld

Flogging Molly

Store Vega, København V

1. juli 2015

 

Flogging Molly er et af de bands, der kan levere energisk musik som ingen anden. De bruger et våben, som få musikere gør i dag. De bruger musikken. Jeg ved det lyder dumt, men disse dage laver musikere et show fremfor musik til at give en oplevelse. Det er rart at komme tilbage til rødderne. Tilbage til musikken.

    Min mor plejer at sige, at hun må have været af irsk oprindelse i et tidligere liv, hvilket må være grunden til, at jeg har fået irsk folkemusik ind med modermælken. Det er af samme grund, at jeg tog min mor med til Flogging Molly i Vega. Hun elskede koncerten. Nu forholder det sig midlertidig således, at det er mig, der er anmelderen i familien. Så er det meget heldigt at jeg også elskede koncerten, for Flogging Molly gav den gas. Dave King gav med sine 53 år på bagen gas. Han dansede, skrålede og svedte. Og hans kompagnoner fulgte trop, de gav alt hvad der var i dem fredag aften, hvilket udmundede i en fantastisk koncert.   De gik på scenen til den gamle folkevise

The Auld Triangle

, som Dave sluttede A cappella. One, Two, Three, vi er i gang og det første skud på stammen er

Screaming at the Wailing Wall.

Fra starten af koncerten var det tydeligt at mærke på bandet, at dette var ikke hvilket som helst koncert. Det var koncerten i Vega, København, hvor de har trofaste fans som de holder af. Og de leverede gjorde de. Det var også tydeligt at høre, da bandet spillede en del sange, som de ikke har spillet i noget tid og som ikke fremgik af de mange offentliggjorte sætlister på nettet. Sange som

Selfish Man, Life In A Tenement Square

og

This Present State Of Grace

.   I løbet af aftenen spillede bandet både deres klassikere, som der er mange af, men de spillede også noget af det udsædvanlige. Endvidere fik vi en smagsprøve på en sang fra deres kommende plade. De skal dog arbejde lidt mere på

Guns of Jericho

før den holder samme kvalitet de er kendt for. Sangen var lidt tam. Den havde det traditionelle irske islæt i sig, men den manglede bid. Sangen var en tandløs krokodille.   Hvad klassikerne angår så fik vi hvad vi kom for. Sange som

The Likes of You Again, Swagger, Drunken Lullabies, Float, The Seven Deadly Sins, What's Left of the Flag, Salty Dog If og I Ever Leave This World Alive.

Sangen vi alle ventede på,

Devil's Dance Floor,

var aftenens højdepunkt. Publikum gik ape-shit-amok. Der blev lavet mosh pit, der blev skubbet og danset. Energien peakede, hvilket var svært at formå, da energien var i top hele aftenen.   Dave jokede med publikum, opmuntrede dem til at crowdsurfe ved at fistbumpe dem hver gang security hav dem ned. På et tidpunkt kom han til at introducere den forkerte sang, hvilket blev rettet med ”once you turn 50 you’re fucked”. Han må holde sig ung med alt det Guineas han drikker. Og han drikker meget af det. Jeg håber at han er sponsoreret af dem for det ville spare ham en del penge.   De sluttede aftenen ved at smide Monty Python

Always Look on the Bright Side of Life

på Cd-afspilleren. Herefter kastede Dave dåser af øl ud til publikum og bandet kastede trommestikker og plektre ud. Aftenen sluttede dejligt.   5 ud af 6 stjerner.   Anmeldt af Amir Amirian