MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tir, 18 dec 2018

Første koncert i 12 år med Kira & the Kindred Spirits

Den 27. marts 2019 spiller Kira and the Kindred Spirits deres første fulde koncert i 12 år! Denne enkeltstående koncert bliver sat op i Store Vega og gamle fans kan glæde sig til de bedste sange fra de tre udgivelser bandet nåede at lave, inden de gik hver til sit i 2007.

I efteråret blev guitarist Rune Kjeldsen tildelt den ærefulde Gudman Prisen og til denne lejlighed blev bandet samlet for første gang i 11 år og optrådte med fem sange som afslutning på aftenen - men de fem numre var slet ikke nok, bandet havde fået smag for mer’! Efter deres optræden til Gudman Prisen har de derfor besluttet at samle tropperne én gang til, til ét enkelt rockbrag i Store Vega onsdag den 27. marts 2019. https://youtu.be/Oj_ncGNeC-0

Bandet udtaler følgende:

“Jeg var i tvivl om hvorvidt det ville være mærkelig at spille musikken igen. Der er sket så meget i mit liv, både privat og musikalsk siden sidst, at jeg frygtede at jeg ville føle mig som en pastiche på mig selv. Men sådan var det ikke. Det var faktisk som om vi lige havde været der i går. Som om musikken og energien fra den tid lå latent derinde på harddisken og havde sit eget spor. Og det var sjovt at spille rock igen. Så nu får i en fuld koncert. Uden anden grund, end at vi har lyst” -Kira Skov. “Da de ringede fra Gudman fonden i foråret og spurgte og jeg ville modtage deres pris og i forbindelse med overrækkelsen sammensætte en koncert med nogle navne jeg har spillet med var Kira den første jeg tænkte på. Det rockland vi i sin tid skabte sammen betyder meget for mig og jeg kunne mærke at det var tid til endnu et visit. Energien og vildskaben ligger stadigvæk i vores dna og der gik omtrent en time i øvelokalet så var der ild i os igen og vi var skarpere end nogensinde. Jeg glæder mig så meget, det bliver vildt!!” -Rune Kjeldsen. “Da Rune modtog Ken Gudman prisen i oktober blev vi i den anledning enige om spille et kort set. Vi mødtes en eftermiddag i september og det føltes hurtigt meget naturligt at genfinde den beslægtede spirit vi lukkede ned for 12 år siden. Kærligheden til musikken vi lyttede til og spillede sammen dengang, oplevelserne vi delte i de intense år, alle historierne og koncerterne. Der er sket så meget siden, men det var en tid som har betydet rigtig meget for mig. Jeg glæder mig meget til at gøre det en gang til!” -Jesper Lind. Kira and the Kindred Spirits nåede at spille over 450 koncerter i ind- og udland i de seks år bandet var aktive. Bandet, der var kendt som et af de stærkeste live bands i Danmark i deres tid, høstede adskillige roser i både herhjemme og i udlandet for deres energiske og ekspressive koncerter. Bandets oprindelige bassist Orson Wajih forlod bandet tilbage i 2006 og blev efterfølgende erstattet af Nicolai Munch-Hansen. Nicolai er desværre ikke er blandt os længere, og derfor vil det være Jacob Haubjerg der styrer bassen til koncerten i Store Vega.