En af kulturhovedstadens helt store satsninger, balletopsætningen af Jonathan Safran Foers Tree of Codes
,er eksponent for den måske bedst udførte moderne dans, der kan opdrives i dag. Alligevel går forestillingen ikke helt ind under huden. Der mangler slet og ret en fortælling.
Af Tinus Elsig
Hvad sker der, når verdens ældste nationale balletkompagni møder et af de førende kompagnier inden for moderne dans for sammen at skabe et kunstværk, der er inspireret af en roman af en verdenskendt forfatter og foregår i et scenisk miljø skabt af en begavet visuel kunstner, til tonerne af en prisvindende komponist, spørger Aarhus musikhus, og lægger i den grad op til det festfyrværkeri, forestillingen teoretisk og teknisk setburde være
, men desværre aldrig rigtigtbliver.
For jo, der er ikke en finger at sætte på dansefærdigheder – det er stjerner over hele linjer. Olafur Eliasson kan noget med lys, det er velkendt. Og musikken, jo, det var også helt i orden. Alligevel udeblev følelsen af ekstatisk eufori hos undertegnede.
Sublime rammer
På mange måder levede forestillingen op til dens navn, for det var kodesprog for mig. Der var nerve i dansen, som var på et niveau der ikke er set mage i Aarhus (Måske ikke siden den moderne opførelse af Anna Karenina for år tilbage). Men der manglede narrativ, der kunne forføre og gribe publikum. Publikum var ikke desto mindre begejstrede, og en fyldt sal gave stående ovationer opsætningen og de medvirkende. Rammerne var perfekte, men min medseer og jeg faktisk lidt skuffede.
4 stjerner, fordi trods alt klasse ikke fornægter sig.
NårTree of Codes
alligevel skal have en relativt god karakter, så skyldes det, at opsætningen var af en sådan kvalitet – fortælling eller ej – at det ikke kan blive mindre. Man må bøje sig i støvet for den fysik og lethed, hvormed danserne boltrede sig på scenen. Det var uovertruffent og kompenserede i en vis grad for manglen på klassisk kronologi.
None
