MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 06 jul 2015

Fotoreportage: Nibe Festival 2015

Lukas Graham i aktion på Nibe festival 2015

Nibe Festival var spækket med glade festivalsgæster, en hyggelig atmosfære og et stærkt musikprogram 

Tekst og foto af: Maj Laden Nørgaard

I perioden 1. - 4. juli blev Nibe Festival 2015 afviklet. Tidspunktet var perfekt timet i forhold til vejrudsigten. En hedebølge ramte den nordjyske festival, og TJECK Magazine var med fra start til slut.

Hvis du er til en mindre regional festival, hvor der næsten altid er plads foran scenen til koncerterne, så er Nibe Festival noget for dig. Vi giver dig en fornemmelse af stemningen i denne fotoreportage.

Dag 1 onsdag - 1. juli

Første dag var den britiske sanger James Bay et af de store højdepunkter på Nibes Store Scene. De mange fremmødte så især frem til super-hittet "Hold Back The River". Også det danske band Scarlet Pleasure spillede på Nibe og sluttede af med et brag på scenen Reservatet.

LÆS OGSÅ: "Reportage: James Bay didn't hold back"

Dag 2 torsdag - 2. juli

Torsdag var en af de dage, hvor niveauet for de musikalske indslag var tårnhøjt. Blandt andre Christopher, Lukas Graham og Julias Moon havde fundet vejen til "Den lille fede" festival. Alle tre artister gjorde et sublimt arbejde. Specielt Lukas Graham, som for under en måned siden overraskende udkom med et spritnyt album i "Go' Morgen Danmark", lavede en formidabel koncert. Det var ekstremt underholdende, energifuldt, Graham har en fantastisk stemme og ikke mindst kunne Nibe-gæsterne synge med. Det var tydeligt at se, at det var en rørt Lukas Graham med den store publikum opbakning. Men det var i den grad fortjent.

Dag 3 fredag - 3. juli

Denne dag var mere henvendt til det modne publikum med artister som Lars Lilholt Band, Gnags og Folkeklubben. Dog spillede bandet Dizzy Mizz Lizzy med Tim Christensen også. Vi valgte at bruge dagen på at tage stemningsbilleder af omgivelserne blandt andet boderne og Fjernsynsfabrikken, hvor Tv 2 Nord havde base på Nibe Festival.

Dag 4 lørdag - 4. juli

Nibe havde et stærkt lørdagsmusikprogram på dette års festival. Her var artister som Oh Land, L.O.C., ANYA, Stine Bramsen, Patrick Dorgan og Kesi lukkede festivalen af med en power-præstation.

LÆS OGSÅ: "Koncertanmeldelse: Oh Land og Nibe ramt af hedebølgen

Du kan også se billeder på TJECK Magazines Facebook-side eller på Nibe Festivals egen hjemmeside.